Kær lille digtsamling fra Mikkel Fossmo, vor mand i Venezuela. Det eksotiske spiller en vægtig rolle i digtene, men det er som om, de ikke rigtig vil lykkes. Enkelte digte sprudler, men for størstedelens vedkommende udebliver intensiteten og den lyriske prægnans. Tog man "Vækstlaget" fra 2007 til sig, så vil man uden tvivl også kunne lide denne.
Ordene skal bøjes og strækkes, når man former dem til et digt, men i nogle tilfælde kan det blive for meget af det gode. Sproget bliver for påtaget og så konsekvent lyrisk-ironisk, at meningen bliver direkte plat. Mikkel Fossmo læner sig op ad denne grænse, og selvom der er mange fine digte i hans nye digtsamling, man kunne nævne "Natugle", "Natteblind" eller "Myresluger", så træder størstedelen over denne streg. Måske er det den udtalte ironiske humor, som gennemsyrer mange af digtene, der punkterer læsningen. Man kunne nævne digtet "Store Bidedag". Bedøm selv: "Når man nu har slidt og slæbt hele dagen, / skævvredet et adjektiv / pillet fnuller af en tanke / siddet og suttet på en stille undren / så er det mindste hun kan gøre / da at komme ind med varme hveder / mens hun duver med alt det hun har at duve med / så det stemmer ens sind til andagt [..]". Det siger sig selv, at Mikkel, som jeget hedder, i stedet får skældud. De varme hveder bliver til røg i køkkenet..
Der er spræl i Fossmos sprog, og det skal vel rimeligvis nævnes, at finder man dette spræl tiltalende, så stiller sagen sig anderledes. Men indfanges man ikke, så bliver det hele temmelig vittighedspræget, og ordspil og spil på udtryk (eg. Store Bidedag) bliver nærmest som at køre på frihjul på sproget. Noget i stil med kan frakker flyde? - Kajakker? Eller at man får kolde fødder af at gå på indlandsisen.. Det er for simpelt til at give begejstringen frie tøjler. Og det er på sin vis en skam, for Fossmo funkler ind i mellem, ikke mindst i digtet "Natugle". Her er nerven rå og lige til, og det ordspil, Fossmo konsekvent søger, lykkes bedre her. Ikke mindst fordi det er et af samlingens korteste, men også mest rammende og potente digte, hør blot: "Høre musen pile gennem kornet / lade sig falde ned fra stor højde / strække næb og kløer frem / og smage blod." Her er nerven vedholdende, og der lefles ikke for det smarte ordspil eller den morsomme drejning af ordets betydning på bekostning af digtets udtryk. Det savner man desværre i de øvrige digte.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Mikkel Fossmo: Muldvarp og pelikan
Forlag: Samleren
Sider: 60
ISBN: 978-87-638-1189-7
