Flere nyheder

 
Litteratur
Peter Plys på nye eventyr

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Peter Plys på nye eventyr
Fre. 16. okt. 2009



Den 5. oktober var der verdenslancering af bogen Peter Plys på nye eventyr, en autoriseret og godkendt efterfølger til de kendte bøger om Peter Plys, som efterhånden har 80 år på bagen. Det er i høj grad lykkedes at fastholde stilen og ånden fra de første bøger såvel i tekst som i tegninger, så både børn og voksne har noget at glæde sig til.

Peter Plys på nye eventyr er en række afsluttede fortællinger fordelt på 10 kapitler. I historierne indgår - foruden Peter Plys - Jakob, Tigerdyret, Grisling, Æslet, Ninka Ninus, Ugle, Kængu og Kængubarnet samt en helt ny ven.

De nye eventyr handler selvfølgelig en masse om honning og mangel på samme. Der er også en drabelig fortælling, hvor Grisling bliver hejst dybt ned i en brønd for at skaffe vand, selvom han er ved at dø af skræk. Jakob vender tilbage til 100 Meter Skoven efter at have været væk i skole, og dette skal selvfølgelig fejres med en fest. Der bliver åbnet en skole, og Tigerdyret bliver syg af at spise for mange brombær. Alt det og meget mere kan man læse om i Peter Plys på nye eventyr.

Peter Plys er en børnebog for børn i alderen 5-99. Børnene elsker Peter og hans venner for deres umiddelbare charme, enfoldighed og varme. De voksne børn elsker bøgerne for de samme ting, men de kan også genkende karaktertræk og universelle sandheder i dyrenes personligheder og deres dialog.

Bogen egner sig godt til godnatlæsning, fordi hvert kapitel er en afsluttet historie, hvortil der hører en masse fine billeder, man kan kigge på og snakke om.

De oprindelige Peter Plys bøger er skrevet af A.A. Milne og tegnet af E.H. Shepard. I dag findes der en slags fond, som forvalter de oprindelige Peter Plys-værker og det univers, der blev opbygget i dem. Forvalterne består af Milne og Shepards efterkommere, og det er dem, som har godkendt denne nye bog og oven i købet udtalt tilfredshed med den. De har også meget god grund til at være tilfredse. Ånden og fortællestilen fra de første bøger genfindes nemt i denne nye bog. Den nye illustrator Mark Burgess var også med til at farvelægge E. H. Shepards originale tegninger og selvom den originale tegnestil ikke rammes præcist, så er det endog meget tæt på, og det er hovedsagligt Tigerdyret, der volder problemer.

Peter Plys på nye eventyr vil sikkert være at finde under mange juletræer i år. Bogen er godt skruet sammen og vil vække glæde hos de yngste og nostalgisk gensynsglæde blandt de lidt ældre læsere.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

David Benedictus: Peter Plys på nye eventyr
Forlag: Gyldendal
Sider: 201
ISBN: 9788702079470