Flere nyheder

 
Musik
Bob Dylan: Christmas in the Heart

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bob Dylan: Christmas in the Heart
Ons. 28. okt. 2009



Bob Dylans nye album er noget så ordinært som et julealbum. Dermed skriver han sig ind i en lang tradition af musikere, der med skiftende held har forsøgt sig i denne stemningsmættede genre. Dylans stemme er hæs a la Tom Waits, guitarerne svinger a la Mark Knopfler - alt i alt et gedigent album fra en moden herre. Overskuddet går også til et nobelt formål.

Bob Dylans kredsen om de mere religiøse hymner og myter findes vel stærkest hos den nu 68-årige sangskriver på albummet Slow Train Coming fra 1979. Derfor er det ikke som sådan nogen overraskelse, at manden nu forsøger sig med højtidssangene over dem alle; julesangene. Og han slipper ikke bare godt fra det, stemningen er sublimt dylansk og så juleagtig, at man ikke kan undgå at mærke julestemningen indfinde sig. De bedste steder, hvor hans hæse stemme rasper uden den skærende nasale klang, ja, der er man overbevidst om, at det ikke kan blive meget bedre. Åbningssangen "Here Comes Santa Claus" er med sin muntre rytme og joviale tekst startskuddet til en perlerække af evergreens fortolket af Dylan. Det virker som om, manden aldrig løber tør eller for alvor kører sur i det. Imponerende.

Den vemodige "Little Drummer Boy" udgør et naturligt element af patos på udgivelsen, og man indser her, efter et par gennemlytninger, at Dylan aldrig rigtig slipper den nerve og gejst, der startede hans karriere som ikke mindst protestsanger. Manden kunne sikkert synge "På loftet sidder nissen", og man ville ikke et sekund være i tvivl om, at også dén passede ind i hans omfattende repertoire af samfundskommentarer. Sangen "Do You Hear What I Hear?" er blændende i Dylans fremførelse, ikke mindste den noget tøvende rytme omklamrer Dylans stemme på bedste vis. Men det er urimeligt at fremhæve én sang fremfor en anden på denne udgivelse, for de rummer alle deres egne karakteristika. Først og fremmest må man rose selve kompositionen på udgivelsen, selve den måde sangene er arrangeret på og følger efter hinanden, som var der tale om en højere orden. Den virkelige styrke består i den variation, der flyder igennem alle sangene. Det er ganske enkelt imponerende, at Dylan og hans band kan holde en konsekvent stil samtidig med, at de så at sige varierer over det samme tema - jul - sang efter sang. Dylans stemme bliver til tider så dyb, at den nærmest minder om Tom Waits', og hans hawaiilignende guitarlyde minder om Mark Knopflers svømmende guitarer, ikke mindst på dennes album Shangri La.

Det er snart jul, og derfor passer det også fint, at Dylan donerer overskuddet til Amerikas mange sultne børn - et barn, der sulter, er jo som bekendt et for meget. Strengt taget gør det jo ikke musikken bedre, men det accentuerer betydningen af Bob Dylans projekt og hans fortolkning af den verden, vi alle befinder os i på nuværende tidspunkt.

Ude på CD fra Sony Music