Den Jyske Opera: La Traviata

Udmærket opsætning af Verdis opera, men den helt store oplevelse udebliver desværre. Ikke mindst scenografien, der er holdt i et minimalistisk vakuum, vakler sine steder trods de gode intentioner. Rollen som kurtisane spilledes denne aften af Elsebeth Dreisig, og hun formåede at opretholde operaens intensitet hele vejen igennem. Desværre stod hun ret alene. (Foto: Anders Bach)

Musikken starter. Tæppet glider langsomt op. Der er hun så - den parisiske kurtisane Violetta Valéry. Hun ligger svag og hostende i en seng. Oven over hende skinner en elpære blegt. Væggene er nøgne og dørene er store og hvide. Langsomt åbenbares handlingen, der som bekendt er skrevet over Alexander Dumas' Kameliadamen. Violetta springer op af sengen, og sygeværelset forvandles til et lummert festlokale, hvor der surfes på de erotiske bølger, der går temmelig højt. Ikke mindst elskeren baron Douphol er tilpas klam og svedig, og man aner tydeligt hans seksuelle præferencer. Ind træder så ynglingen Alfredo Germont (David Danholt) - kærligheden slår rod imellem ham og Violetta. Skellet mellem det erotiske og det lidenskabelige opstilles. Det unge par lever et stykke tid på landet, men økonomiske omstændigheder og Alfredos far (Ivan Dimitrov) får lykken til at ende brat. Faderen overtaler Violetta til at opgive et liv med Alfredo, ikke mindst på grund af familiens ære. En luder er jo som bekendt en luder. Det unge par kan altså ikke få hinanden. Violetta ofrer sig. Slutscenen, hvor Violetta igen ligger syg, byder på drama á la Verdi, og følelserne og angeren fyger gennem luften. Tæppet glider beslutsomt for den ulykkelige scene. Musikken svinger sig op til et sidste brag. Og så er det hele slut.

Odense Symfoniorkester spiller gedigent under ledelse af Giordano Bellincampi, men desværre blegner en stor del af sangerne i bruset fra orkestergraven. Det er ærgerligt. Endvidere er der scenens interiør, hvor man udmærket forstår scenograf Nikki Turners intentioner, men spørgsmålet er, hvorvidt denne modernistiske kulisse kan indramme handlingen i La Traviata. Svaret er for undertegnedes vedkommende nej. Der er for meget stetoskop og lir til at fastholde nerven i forestillingen, men det skal ikke udelukkes, at dette kan behage andre. Det er en smagssag, men også en central del af operaen. Der er dog flere gode indslag, ikke mindst de røde blomster mod den hvide kulisse fungerer godt.

Den Jyske Opera er altid værd at ofre tid og penge på. Der sker virkelig noget vest for Storebælt, og man går næppe forgæves til deres forestillinger, der på denne turné arrangeres i samarbejde med de respektives byers symfoniorkester.

Dog synes denne opsætning at ramme en smule ved siden af, og eneste reelle højdepunkt er Elsebeth Dreisig, der i den grad kan komme ud over scenekanten.

Forestillingen er anmeldt ved opførslen i Odense Koncerthus, den 2.11.

Den Jyske Opera: La Traviata

Se spilletider