Flere nyheder

 
Litteratur
Jensen & Klein i kloster

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jensen & Klein i kloster
Fre. 6. nov. 2009


Endnu et år er gået - og påskens feriepostkort er endelig kommet frem. Det veludviklede postkort i form af en ny samtale- og rejsebog fra Jesper Klein og Flemming Jensen kommer denne gang fra Italien. I år er de taget på dannelsesrejse til Italien. En togtur sydpå og så et ophold på et lille pensionat danner rammerne om denne bog.

Vennerne gennem mange år, Jesper Klein og Flemming Jensen, talte i deres første samtalebog fra sidste år (Jensen & Klein på pilgrimsrejse - læs anmeldelsen her), med udgangspunkt i den sydengelske badeby Budleigh Salterton, om deres makkerskab. Nu udvider de med denne bog til mere generelle betragtninger over livet, døden og karrieren, samtidig med kærligheden til italiensk kultur og ikke mindst italiensk mad!

Som i den første bog af de to herrer er det Flemming Jensen, der har taget initiativet til at få hevet Jesper Klein med på en rejse. Denne gang til Italien, hvor han selv tidligere har været på ophold. Hele bogen er baseret på samtaler mellem de to på deres påsketur til Italien - hvori indgår et klosterbesøg, deraf titlen. Turen går med tog fra København til Rom, og efter et kort ophold i Rom videre i bil langs Amalfi-kysten til den lille by Scala.

I deres samtaler langes der ud til højre og venstre, og både Anders Fogh, Berlusconi og Blachman får tørt på. Flere steder leveres personlige forsvar og angreb ud fra episoder i deres karriere - og et helt afsnit er dedikeret til de håbløse anmeldere. Men der er også plads til de mere personlige indlæg - om religion, slankekur.. og forhudsoperationer.

Men det politiske, satiriske niveau er helt klart bogens styrke - og blandt andet finanskrisen får også sit stryg med på vejen: "Det betød, at vi lod en flok drengerøve i jakkesæt få mulighed for at lade hånt om værdier og opføre sig som om verden var en playstation." Bogen er en tand mere nutidig og politisk end sidste års, og det vil jeg give en halv stjerne mere for.

Om man bryder sig om konceptet "samtalebøger" eller ej, så er de åbenbart godt sælgende. Bogen er akkurat som sidste års bog ganske hyggelig, men det er også alt. Det er en oprigtig og ligetil bog, der letlæst og let-glemt tager én med en tur sydpå med to mennesker, som har haft og stadig har stor betydning for det danske kulturliv.

Bogen har to indstik med flotte fotografier fra rejsen, som dog er meget turistagtige og til forveksling ligner ens egne feriealbum - og som i sidste bog er der brugt fine alternative visuelle tilgangsvikler til fortællingen i form af brevformater, horoskoper, kort mm.

Alt i alt en fortælling, der gør én sulten efter italiensk mad, rejselivet og bare livet generelt. Men som samtidig er lidt for let.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Claus Ib Olsen: Jensen & Klein i Kloster
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 224
ISBN: 9-788711438954