Flere nyheder

 
Litteratur
Tusmørke-sagaen: Daggry

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tusmørke-sagaen: Daggry
Fre. 20. nov. 2009



I fjerde og sidste del af den ekstremt populære Tusmørke-serie er Bella og vampyren Edward endelig sammen. De skal giftes og være sammen for evigt. Men tingene går aldrig helt som planlagt, trods udødelig kærlighed, i en verden af vampyrer og varulve. Romantisk fantasy for teenagere, hvor det mørke til dels ophæver det sukkersøde.

Bella er stadig en uheldsmagnet, og selv ikke en specialbygget Mercedes, der kan klare både kampvogne og missiler, kan garantere hendes sikkerhed. Hendes store ønske om at blive forvandlet til en vampyr for altid at kunne være sammen med sit livs kærlighed Edward er tæt på at gå i opfyldelse. De har indgået en aftale. Hun gifter sig med ham - et traditionelt bryllup med alt hvad dertil hører, inkl. en rigtig bryllupsrejse til et hemmeligt sted, og derefter vil han gå med til at forvandle hende til en vampyr. Tiden iler, for mens Edward altid vil være 17 år - så ældes Bella stadig.

Men tingene går aldrig helt som planlagt. På deres bryllupsrejse bliver deres liv slået ind på en ny kurs, da sider af samlivet mellem en vampyr og et menneske har sine komplikationer. Bellas liv hænger endnu engang i en tynd tråd, og Edward er tæt på at miste alt.

Serien har succes verden over - og anden del har nu haft premiere som film i Danmark (læs KultuNauts filmanmeldelse her). Det er klart en bog i trivialgenren, men trods afsnit som:

"Det var en forbavsende sensuel oplevelse at se Edward jage. Hans yndefulde spring var som en slanges smidige angreb; hans hænder var så sikre, så stærke, så fuldstændig umulige at slippe; hans fyldige læber var perfekte, når de gled op over hans glinsende tænder".

...så formår Stephenie Meyer at få fortalt historien med et sådan mørkt fantasy-tvist, at det til dels opvejer det vammelsøde. Dels er hun i stand til at overraske gentagne gange, selvom plottet virker umiddelbart gennemskueligt. Men man skal absolut heller ikke undervurdere hendes evne til at fortælle en god og spændende historie krydret med lige den rette mængde romantik og sensualitet til at holde et ungt teenagepublikum fanget. 4½ stjerne her fra - det er ikke stor litteratur, men det er fængende og god underholdning.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Stephenie Meyer: Daggry
Forlag: Carlsen
Sider: 855
ISBN: 978-87-11-435830