|
Midt i det nyeste "Kritik" finder vi fem artikler om Kina. På begge sider flankeret af spændende tekster om danskfaget, arkitekturen, ny poesi, Martin A. Hansen, kulturradikalisme og dobbeltloyalitet på film. Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard har vanen tro sammensat en bred vifte af kvalitetsbevidst kultur- og samfundsdebat.
Clemens Stubbe Østergaards artikel handler om Kinas nyerhvervede position i toppen af verdensøkonomien og om de politiske konsekvenser heraf. Tallene imponerer. Befolkningen i Kina og dets nabolande udgør 56 % af verdens mennesker. Til sammenligning vil Europa i år 2050 kun rumme 4 % af verdens befolkning. Udviklingen i Kina "har løftet 400 mio. mennesker ud af fattigdommen og flyttet andre 200 mio. ind i en ny selvbevidst middelklasse". Kina vil snart blive den største kilde til internationale turister. 26 af landets provinser ville, hvis de var selvstændige lande, figurere i verdens top-100 økonomier. En vigtig pointe i Østergaards artikel er, at Kinas nye magtposition ikke nødvendigvis er noget, vi behøver at være bange for, idet Kina lader til at satse på såkaldt blød magt. På den anden side skal Europa til at vågne op og blive bedre til at fatte, hvad der sker i det store asiatiske rige, for som han skriver "det koster, at der mangler præcision i det europæiske Kinabillede".
I det hele taget søger flere af Kina-eksperterne i Kritiks nyeste nummer at korrigere et fordrejet billede af Kina. Peter Damgaard skriver om kinesisk litteratur og viser, hvordan vores forestilling om den cencurramte kinesiske systemkritiker snarere er en salgsfidus for forlag i Vesten end noget, der harmonerer med virkeligheden. Censuren findes, men er langt fra så streng, som vi forestiller os. God litteratur florerer i Kina, men vi får den ikke oversat, hvis den ikke er bandlyst af det kinesiske regime. For så er den leflende og reaktionær, tror vi.
Men tidsskriftets ordrige sider rummer som nævnt meget andet. Langt fra Kina støder vi f.eks. på et forsvar for læsningen og studiet af dansk litteratur. Det er ikke provinsielt at forsvare det nære. I provinsen befinder man sig snarere, hvis man kun forholder sig til det amerikanske, det kinesiske eller det globale.
Film- og litteraturmanden Erik Svendsens artikel handler om dobbeltloyalitet på film. Forfatteren vover at sætte ord på, hvad det er, der adskiller den gode fra den dårlige film. Eftersom næsten enhver film iscenesætter en konflikt, hvor en helt eller en heltinde skal vælge, hvem eller hvad han/hun vil være loyal over for, bliver det afgørende, hvordan trådene redes ud eller om de redes ud. Den i Svendsens øjne mindre gode film vil typisk vælge en happy ending, hvor den ene af de poler, der var årsag til konflikten fortrænges, så vi kan få vores elskede idyl. Men er det egentlig ikke et utilfredsstillende tryllenummer? spørges der. Forfatteren argumenterer for, at "evnen til at fastholde en skærende dobbeltloyalitet", altså evnen til at lade konflikten bestå, sådan som den ofte gør i vores virkelige liv, burde være et kvalitetskriterium.
Således kommer Kritik vidt omkring. Der er både noget af det nære og noget af det fjerne. Grundet det meget spredte stofområde udgør læsningen ikke nogen samlet oplevelse. Til gengæld giver den mulighed for, måske af mange forskellige omgange, at få mere at vide om mangfoldige facetter af denne spraglede verden.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Frederik Stjernfelt & Lasse Horne Kjældgaard: Kritik, nr. 193
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 136
ISBN: 9788702079685