Flere nyheder

 
Litteratur
En spektakulær rejse ind i ondskabens væsen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En spektakulær rejse ind i ondskabens væsen
Tor. 4. mar. 2010




Den franske thrillermester Jean-Christophe Grangé excellerer i komplekse og højtsvævende plots. Med sikker hånd styrer han sine romaner langt ud i det ufattelige, og i sin nyeste mursten "Forbarm dig" boltrer han sig på sin genremæssige hjemmebane blandt præster, nazister, medicinske eksperimenter og rendyrket ondskab.

Jean-Christophe Grangé er et hypnotiserende bekendtskab. Med sine ord leder han læseren helt ud i det utænkelige, uden at fortællingen mister troværdigheden. Hvad der som oftest begynder med et mord - gerne malerisk beskrevet og djævelsk udført - udvikler sig over de knap 600 sider, der er blevet standardmålet for en Grangé-roman, til en spektakulær rejse ind i ondskabens væsen. For ligesom så mange andre thrillerforfattere før ham er det netop det onde, der interesserer den garvede franskmand.

Sådan er det også i Forbarm dig, hvor organisten i den armenske kirke i Paris bliver fundet død ved sit orgel. Et tyndt metalinstrument lader til at have gennemboret hans trommehinde, og han er ganske enkelt død af smerte. Den pensionerede, fransk-armenske politimand Kasdan er tilfældigvis i kirken og indleder sin egen, personlige efterforskning af sagen sideløbende med politiets officielle. Han får hjælp af en ung betjent med et seriøst narkotikamisbrug og et helt særligt talent for at afhøre børn. Især sidstnævnte er nyttigt, da de to hurtigt får mistanke om, at morderen kan være et barn. Og så skyder der ellers nye knopper frem på fortællingens træ, alle i vidt forskellige retninger, men i sidste ende knyttet til den samme stamme. Forbarm dig er en vanvittig rejse fra smukke kirker til børnemordere, fra pædofili til det chilenske diktatur, fra nazisme til kendte korværker. Grangé blander skamløst alle de ingredienser, han ved, er de mest virkningsfulde.

Hvis de to hovedpersoner - en gnaven politimand langt over sin bedste alder og en ung kollega med evner, der grænser til det magiske - lyder som noget, du har læst før, så er det både rigtigt og forkert. For Grangé trækker rigtignok på stereotyperne i sit valg af hovedpersoner, men han er også en særdeles grundig forfatter. Beskrivelserne af de ledende karakterers følelsesliv og fortid er så minutiøs, at de ender med at fremstå som hele mennesker. Langt fra sympatiske, bestemt ikke rollemodeller, men rigtige mennesker med fejl og mangler. Mennesker, man ender med at holde af til trods.

Samme behandling får hvert et sted, der er beskrevet i bogen. Mens han i tidligere romaner har ladet sine handlinger foregå i fjerne egne af verden, holder han sig i Forbarm dig mestendels til Paris, men uanset lokationen er omgivelserne levende beskrevet, til tider endog med en poetisk penneføring. Også her kommer hans grundighed til syne i selskab med hans interesse for kunst og kultur.

Jean-Christophe Grangé kan anbefales til de thrillerlæsere, der altid regner pointen ud før hovedpersonen. Trods længden er Forbarm dig en bog, man ikke lægger fra sig, men det kræver så afgjort stærke nerver at komme frem til sidste punktum.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Forfatter: Jean-Christophe Grangé
Titel: Forbarm dig
Forlag: Rosinante
Sider: 600
ISBN: 978-87-638-1076-0