|
|
Danmarkshistoriens måske dårligste film er forvandlet til forrygende scenekunst på Skuespilhusets Portscene. Ikke siden "Turbotown" i Turbinehallerne har publikum hujet og grint så engageret på en af Det Kongelige Teaters scener. "Reptilicus" er gakket og genial underholdning spillet med stor kærlighed til den gamle, danske monsterfilm. (Foto: Natascha Rydvald)
Der findes film, der er så dårlige, at man simpelthen må give efter for deres charme. Film, hvor et hjælpeløst manuskript i kombination med mangelfuld instruktion og en håbløs idé går op i en højere enhed og skaber en helt særlig magi, som ikke engang sublime film kan opnå. En sådan film er Reptilicus fra 1961. Et særdeles mislykket forsøg på at skabe en dansk monsterfilm i stil med King Kong og Godzilla, der i korte træk gik ud på, at et hold forskere i Lapland fandt en velbevaret, nedfrosset halestump fra et enormt fortidsdyr. Denne stump blev bragt tilbage til Danmarks Akvarium, hvor den pludselig begyndte at vokse og til sidst tog form af et dragelignende bæst, der drog hærgende gennem København.
Problemet var blot, at monsteret Reptilicus lignede noget, der var klasket sammen af en tredjeklasseselev i en formningstime, og at filmen ikke kunne finde ud af, om den ville være en gyser eller en folkekomedie. Således var der indlagt en hygge-morsom sang med Dirch Passer midt mellem monsterets ødelæggende angreb på København, komplet med børnekor og det hele. Med andre ord var der lagt op til en sand kultklassiker, der ikke blot er elsket af kendere herhjemme, men også i det store udland.
Sceneversionen i Skuespilhuset emmer af kærlighed til den gamle monsterfilm. Her er historien skåret helt ind til benet og det skær af dilettantteater, der lå over filmen, er dyrket til det yderste. Holdet bag (blandt andet Martin Greis og Signe Egholm Olsen) har kun haft fire dage til at sætte stykket op, så de har deres manuskripter med på scenen (!), som de frejdigt læser op af, mens de overspiller efter alle kunstens regler. Og de holder sig ikke tilbage for at grine af replikkerne, sig selv og hinanden. Monsteret er reduceret til en skygge på bagvæggen, og lydkulissen består af klip fra filmens originale musik og lydeffekter, der bryder ind i stykket i de mest dramatiske øjeblikke. Det er forrygende morsomt, for i dette skrabede setup afsløres for alvor, hvor hule de opstyltede og overdramatiske replikker klinger i en dansk kontekst. Man vender så at sige filmens ufrivillige komik på hovedet, så den bliver stykkets helt store force.
Reptilicus bringer minder frem om de løsslupne fredag aftener i Turbotown, mens Det Kongelige Teater stadig rådede over Turbinehallerne. At det kun spiller en enkelt aften er vel nødvendigt for, at stykket bevarer sit spontane præg, men det er ærgerligt, at ikke flere får mulighed for at se det.
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset - Reptilicus
