Flere nyheder

 
Litteratur
Hverdagens superhelte

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hverdagens superhelte
Fre. 14. maj 2010



"Superhelte i det hele taget" er en ganske lille, men veloplagt fortælling om den bornholmske lærer og tegneserietegner Per, der må have en opdigtet superhelt til at våge over sig for at klare sig gennem dagen. En nærværende og humoristisk skildring af et menneske med en psykisk sygdom.

Hovedpersonens (over)følsomhed sitrer på siderne i Dennis Gade Kofods miniatureroman om en mand, der pjækker fra arbejde, afleverer sin datter i børnehaven og trisser rundt i Rønnes gader en helt almindelig formiddag. Per underviser i folkeskolen og skribler tegneserier i sin fritid i håb om et gennembrud, og så lider han af angst og depressioner.

Hans psykiske tilstand understreges elegant af forfatteren, der i nogle linjer lader verden komme helt tæt på hovedpersonen gennem ultranærbilleder inklusive lydord af for eksempel en sandal, der skraber hen over gulvet, mens han på andre linjer holder verden på afstand gennem udbredt brug af indirekte tale. Læseren kan næsten mærke på egen krop, hvordan det er at være Per: Et ekstremt følsomt menneske, der ikke er i stand til at sortere i de indtryk og de mennesker, der omgiver ham, men som samtidig er ekskluderet fra verden af en usynlig mur. Når alting smuldrer omkring ham, sætter han sin virkelighed op i listeform. Et greb fra forfatterens side, der er på grænsen til at være en gimmick, men som fungerer udmærket i sammenhængen. Over Per hænger titlens superhelt, Phoenix, en af de smukke, kvindelige mutanter fra Marvels tegneserie X-men. Hun er en art skytsengel, en beskytter, men også et objekt for Pers liderlighed, en fantasifigur, der både glider sammen med Pers virkelige kæreste og erstatter hende i tankerne.

Takket være sit sprog smitter Superhelte i det hele taget læseren med Pers usikkerhed, og trods sin lidenhed er det en bog, der hænger ved. Den ydre handling er banal og begrænset til en enkelt formiddag, og det er netop kontrasten mellem den almindelige dagligdag og Pers håndtering af det, der sker omkring ham, der får bogen til at leve.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Dennis Gade Kofod: Superhelte i det hele taget
Rosinante, 159 sider
ISBN: 978-87-638-1456-0
Udgivet: 14. maj 2010