|
|
"Faustas Perler" af peruvianske Claudia Llosa, vandt sidste år Guldbjørnen i Berlin. I år var den nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og den har derudover vundet flere priser bl.a. ved filmfestivaler i Montreal og Guadalajara. Historien om Fausta er en fin fortælling om en piges personlige udvikling fra frygt til frihed. (Foto: Sunrise Filmdistribution)
Fausta er en ung kvinde, der har arvet sygdommen "frygtens mælk". Denne overføres via modermælken af kvinder, der er blevet voldtaget under terrorkrigen i Peru (1970-1990). Fausta bor med sin familie uden for Lima. Hun er bange for at gå ud alene, da hun frygter at blive voldtaget, ligesom hendes mor blev det. Da moren dør, er Fausta nødt til at tage arbejde som tjenestepige for pianisten Aida. Fausta er derfor tvunget til at stå ansigt til ansigt med omverdenen. Aida opfordrer hende til at synge, og hver gang Fausta har sunget en sang, får hun en perle. Perlerne skal betale for morens begravelse, men et bryllup i familien og en dyb hemmelighed kommer i vejen for Faustas planer.
Filmen starter med, at Faustas mor synger om sin voldtægt på det indianske sprog quechua. Derved er den sørgmodige stemning lagt. Sangene og musikken fungerer smukt som medfortællere af Faustas historie. De udvikler sig fra at være et udtryk for tristhed til noget positivt, hvorigennem Fausta får behandlet sine traumer.
Filmens visuelle del af Natasha Braier er fyldt med farver i det ellers golde ørkenagtige landskab, og den positive stemning ved familiens fester skinner igennem på humoristisk vis. Den peruvianske folklore repræsenteres med med humor, og publikum får flere gode grin med på vejen. Dette bryder med den tunge stemning, og ikke kun sangene, men også andre motiver såsom blomsterne i Aidas have, fungerer smukt til at hjælpe Fausta med langsomt at udvikle sin personlighed gennem filmen.
Rollerne er velspillede af bl.a. Susi Sánchez som Aida, Efrain Solis som Noe og Marino Ballón som Tío Lucido. Men det er Magaly Solier som Fausta, der bærer filmen, og hvis imponerende skuespil gør, at vi føler Faustas angst så tung og sørgelig, at det er på grænsen til at blive ubærligt.
Det, der virkelig løfter filmen og gør den underholdende, er den samlede pakke af modsætninger: tristhed vs. humor og Faustas fantastiske omgivelser, der udviser sådan en livsglæde, i kontrast til hendes sorg. Og ikke mindst er sangene og de smukke billeder en fryd for sanserne og for sjælen. De krydrer fortællingen med den vitalitet, den har brug for.
Alt i alt formår instruktøren Claudia Llosa at videregive en trist fortælling, der vidner om en sørgelig tid i Perus historie. Men foruden at være en film, der behandler et lands historie, er den en fin inspirerende fortælling om personlig udvikling; om Fausta, der prøver at række hånden ud efter livet. Jeg vil helt klart anbefale, at man tager ind og ser Claudia Llosas perle af en film.
