Flere nyheder

 
Litteratur
Forfriskende og intens norsk krimi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Forfriskende og intens norsk krimi
Tir. 25. maj 2010




Norsk krimi om et brutalt mord i Minnesota vil andet og mere end den traditionelle, skandinaviske krimi. Et forfriskende og intenst drama, der ud over en spændende krimigåde også byder på en indføring i folkesjælen i det nordøstlige Amerika. Den er beviset på, at krimifans lige så godt kan kigge til Norge som til Sverige, når de søger deres næste fix.

Skandinavisk krimi, det er da noget med samspilsramte knudemænd, der vader rundt i regn og mørke, mens de opklarer forbrydelser i dysfunktionelle familier? Nej, ikke når forfatteren hedder Vidar Sundstøl, som nok kommer fra Norge, men har boet i Minnesota ved Lake Superior. Med hans navn øverst på omslaget er der i stedet lagt op beskrivelser af amerikanske lilleputsamfund, indianere og storslået natur. Blodig, ja, men rolig i tempoet. Var det en film, kunne man snildt se Clint Eastwood eller Tommy Lee Jones i de bærende roller.

Drømmenes land tager sit afsæt i mordet på en norsk turist ved Lake Superior i Minnesota. Liget bliver opdaget af politimanden Lance Hansen, der ligesom resten af befolkningen i området har norske og svenske aner. Ansvaret for opklaringen bliver hurtigt overtaget af FBI i samarbejde med en tililende norsk betjent, men Lance Hansen knyttes ufrivilligt til forbrydelsen - den viser sig nemlig at have forbindelse til både hans familie og til selve områdets historie. Det skal ikke afsløres her, hvordan det hele hænger sammen. Det er i øvrigt heller ikke muligt, da bogen blot er første del i en trilogi, og læseren får dermed ikke en egentlig afslutning i denne omgang.

Ud over de norske og svenske efternavne, der går igen i hele bogen, låner Drømmenes land ikke meget fra den skandinaviske krimitradition. Den skal nærmere finde sine artsfæller blandt forfattere som Tony Hillerman, der ligesom Vidar Sundstøl slår folk ihjel blandt de oprindelige amerikanere og den natur, der omgiver dem. I Drømmenes land sniger den indianske (over)tro sig ind på linjerne, og det giver krimien et strejf af magi, der klæder historien godt.

I det hele taget er det fuldt forståeligt, at krimien i 2008 blev kåret som årets bedste i Norge, for det er en helt igennem interessant og anderledes, skandinavisk mordgåde, der trevles op på bogens 329 sider. Og det kan mindre irritationsmomenter som et lidt omstændeligt sprog ikke lave om på.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Vidar Sundstøl: Drømmenes land
C&K Forlag, 329 sider
ISBN: 8792523102
Udkommet: 25. maj 2010