Flere nyheder

 
Litteratur
Engle iblandt os

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Engle iblandt os
Man. 14. jun. 2010




Akademisk orienteret, kristenhistorisk murstensthriller om kampen mellem en hemmelig organisation og en blandingsrace af engle og mennesker. Det lyder måske som Dan Brown, men trækker mere på kompleksiteten i Umberto Eco og soap opera-elementerne fra Anne Rices vampyrer.

Den unge nonne Evangeline bliver kontaktet af den akademiske boheme-type Verlaine, der giver den som privatdetektiv for at tjene til dagen og vejen. Verlaine henvender sig til hende angående en gammel brevveksling mellem stifteren af det kloster, Envangeline bor på, og den hovedrige Abigail Rockefeller. Han er hyret af det, han tror, er en skrøbelig, excentrisk olding med religiøse interesser, men som i virkeligheden er en nephilim - en efterkommer af engle og mennesker. Sådan sparkes den historie- og litteraturuddannede Danielle Trussonis eventyrlige thriller i gang, og over 620 sider rives læseren rundt mellem bibelcitater, gamle myter, nazisme og musik. Det er overvældende omfangsrigt - og så er der endda kun tale om første bind i en planlagt trilogi.

Hemmelige selskaber og religiøse overtoner vil sandsynligvis få de fleste til at tænke på Dan Brown, men ud over den fælles interesse for det mystiske har Brown og Trussoni intet til fælles. Hvor Brown skriver i korte sætninger og ultrakorte kapitler med konstante cliffhangers, der driver handlingen fremad, går Trussoni i dybden med både personkarakteristikkerne, beskrivelser af omgivelserne og indførslen i den eventyrlige verden, hun uden antydningen af afstandtagen eller ironi stiller frem for læseren.

Som Umberto Eco giver hun sig god tid til at forklare det komplekse, og netop god tid kræver Englen af sin læser. Sætningerne er lange og knudrede, og alt bliver forklaret i detaljer - for eksempel er der i bogens begyndelse en indgående beskrivelse af forskellen i de gamle og de unge nonners klædedragter. Det er på den ene side befriende, at Trussoni stoler så meget på læserens tålmodighed - og tålmodigheden bliver belønnet med følelsen af at blive opslugt i bogens univers - men omvendt lægger det også en dæmper på bogens tempo, der i lange passager er temmelig langsomt. Er man i Trussonis kernemålgruppe, er det dog netop de omfattende beskrivelser, der er tiltrækkende. Englen er ikke et par uforpligtende timers fornøjelse, men et værk, der sluger aften på aften og efterlader et blivende indtryk.

Et helt andet problem, man kan have som europæisk læser, er den amerikansk funderede opfattelse af kristendommen. Den er fuldstændig uden humor og ironi, og Englen må vække glæde i konservative, kristne kredse. For hvor Dan Brown udfordrer kristendommen, svælger Trussoni i den. Efterkommerne af engle og mennesker er faktiske skabninger. Nok er de dekadente og lever et overklasseliv i stil med Anne Rices vampyrer, men de lever og findes iblandt os.

Kan man goutere denne fremstilling, er der mange timers solid underholdning i Englen, og det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor den har været fast inventar på New York Times' bestsellerliste.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Danielle Trussoni: Englen - Angelologi
Lindhardt & Ringhof, 620 sider
ISBN: 9788711438831
Udkommet: 8. juni