Flere nyheder

 
Film
Når alt håb er ude

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Når alt håb er ude
Tor. 8. jul. 2010






Den franske thriller "Alt for Hende" ("Pour Elle") har været to år undervejs til Danmark. Nu er den her endelig, og det er bestemt en film, man ikke bør snyde sig selv for. Den minder os om, at vi alle kan være så uheldige at befinde os det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.. (Foto: Camera Film)

Julien (Vincent Lindon) og Lisa (Diane Kruger) lever et lykkeligt familieliv i Paris med deres søn Oscar (Lancelot Roch). Pludseligt en morgen bliver familiens lejlighed stormet af politiet, der anholder Lisa for mord.

Lisa, som er blevet falsk anklaget, står til 20 års fængsel. Julien prøver alle legale midler for at få hende ud derfra, men da det ikke lykkes, beslutter han selv at redde hende fra fangenskabet. Han søger hjælp hos en "flugtekspert", hvis ord til ham lyder: "Det er nemt at flygte, det der er svært, er at forblive fri". Julien begynder i al hemmelighed at planlægge at få Lisa ud af fængslet, og under forberedelsen kommer han til at lære den parisiske underverden at kende på måder, som han aldrig havde forestillet sig..

Rollebesætningen, med Vincent Lindon i front og Diane Kruger som Juliens kone, er et perfekt match til filmens intensitet. Lindon (La Moustache) har uden tvivl den bærende rolle i filmen, og hans fantastiske skuespil gør, at tilskueren føler empati med ham på trods af, at han langsomt glider over på den forkerte side af loven.

Diane Kruger (Inglourious Basterds) er formidabel i rollen som den skrøbelige Lisa, som langsomt bliver nedbrudt af fængselslivet og de dystre fremtidsudsigter. Det er dog ærgerligt, at vi ikke ser hende så meget i filmen, da det ville have hjulpet os til virkeligt at fornemme Juliens kærlighed til hende.

Instruktøren Fred Cavayé ville lave en film om det mod, mennesker tilegner sig i desperate situationer. Selv siger han: "Hvor meget forkert kan man begå for at gøre det, man tror, er det rigtige?" Dette citat synes meget passende til den følelse, man som publikum sidder med gennem filmen: Det er i orden, at den gode dræber en af de onde, så længe hensigten er at redde en anden god.

Cavayé tager ganske enkelt opskriften på en fransk thriller med alle de rette ingredienser og giver den et twist. Alt for hende handler, som han selv siger, om virkeligheden +2: Der er realistiske aspekter i filmen, temaet om justitsmord, og så er der spændingsdelen omkring planlægningen af flugten.

Lignende film i denne genre ville i mange tilfælde have handlet om bureaukratiske retssager, hvor Lisas uskyld skulle bevises, men denne her handler om noget udover det. Alt for hende handler om, når alt håb er ude, når loven ikke længere kan beskytte dig, og det bliver nødvendigt selv at agere som ordensmagt. Og vil man se den i mere allegorisk forstand, er det en fortælling om, at livet går i stå, hvis man lader sin skæbne hvile i andres hænder.

Thrilleren med dens følelsesmæssige og actionmættede sider appellerer til alle publikumer, især fordi den samtidig på mange punkter er meget virkelighedsnær. Den minder os om, at vi alle kan være så uheldige at befinde os det forkerte sted på det forkerte tidspunkt..


Se spilletider
Se filminfo