Flere nyheder

 
Film
Ikke for svage sjæle

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ikke for svage sjæle
Tor. 1. jul. 2010






"The Killer Inside Me" er Michael Winterbottoms seneste værk om en sadistisk og psykopatisk sherif i Texas' ødemarker. (Foto:UIP)

Lou Ford (Casey Affleck) er vicesherif i en lille by i Texas bygget af Chester Conway. Han lever et "roligt" liv i provinsen med kæresten Amy Stanton (Kate Hudson). Lou får til opgave at smide den prostituerede Joyce (Jessica Alba) ud af byen. Da han møder Joyce indleder de to et sadomasokistisk forhold. De planlægger at stikke af, og for at få penge til det, lokker de Conways søn i en fælde. Lou giver planen et twist og dræber Conway, som hævn for sin stedbrors død år tilbage - og Joyce, så hun ikke kan vidne om hændelsen. Situationen indvikler sig og Lou må begå flere mord for at redde sit skind over for den nysgerrige nye sherif Bob Maples.

Filmens forlæg er Jim Thompsons roman Min Indre Morder. Handlingen foregår i 1957 i USA's vilde vesten-sceneri og synes en gengivelse af før fortalte historier om morderiske politimænd. Mest leder den tankerne hen mod No Country for Old Men, hvor Tommy Lee Jones som sherif jager den hensynsløse morder spillet af Javier Bardem. Ligesom Cohen-filmen er The Killer Inside Me en smuk film (fotografi af danske Marcel Zyskind), hvor soundtrackets swingende numre komplimenterer billederne.

Lou er en blanding af sheriffen og morderen, med et ben i hvert lejr, uden at kunne rykke sig. Udadtil er han en antihelt, hvilket kontrasteres af hans indre mørke. I fortællingen er hans sande sider på vej frem, hvor det sadistiske behov stammer fra et incestuøst forhold til sin mor. Han sørger samtidigt sin stedbror, som han som barn fandt voldtage en lille pige: Hans sinds univers er et mørkt sted og er uden fornemmelse af, hvad der er "normalt".

Der kan ikke siges noget dårligt om skuespillet: Affleck er med i alle scener, hvormed handlingens forløb ses fra hans synspunkt. Han laver også voice over i filmen, men pga. hans stemme klinger det fatalistiske film noir-aspekt irriterende.

Alba og Hudson har de næststørste roller, men disse er på besynderligt vis henstillet til at foregå enten i sengen via sexscener eller i scener, hvor de voldsomt bliver banket sønder og sammen. Volden mod kvinderne er barsk i dette værk.

Egentligt er Michael Winterbottom en rigtig dygtig eklektisk instruktør med en oeuvre på over 20 spillefilm bag sig (bl.a. Welcome to Sarajevo 1997). Han ved, hvordan han skal sammensætte en films ingredienser, og derfor er det vanskelligt at pege på, hvad der mangler i dette seneste udspil. The Killer Inside Me består af fine skuespillere, historien går an, volden er (voldsom) godt skildret - dog ikke for svage sjæle, den lokker visuelt og musisk. Alle dele burde være i værkets favør, men den mangler en dybdegående mening med galskaben. Lous hævntogt er ikke troværdig nok. Man savner mere viden om hans familie og barndom, for at forstå hans mørke sind.

Filmens brikker kan roses enkeltvis som værende tekniske vellykkede virkemidler, men helheden halter og når ikke at fange undertegnede. Ærgerligt.

Instruktør: Michael Winterbottom
Medvirkende: Casey Affleck, Kate Hudson, Jessica Alba m.fl.

Se spilletider
Se filminfo