Tyrkiske film ser vi ikke mange af på disse breddegrader. "Honning" er derfor en kærkommen undtagelse. Instruktøren Semih Kaplanoglu, der også er manuskriptforfatter og producent på filmen, tryllebinder publikum med sin enkle historie om en lille families afhængighed af naturen og dens luner. "Honning" er en stille, smuk og betagende film om sjælens længsler. (Foto: Miracle Film)
Yusuf (Bora Altas) er 7 år, går i første klasse og bor med sine forældre i en lille landsby i et tyndt befolket bjergområde i Tyrkiet. Hans far, Yakub (Erdal Besikcioglu), er biavler. Bistaderne befinder sig i den nærliggende skov øverst oppe i træerne. Yakub høster sort honning, som anses for at være en særlig fin terapeutisk honning, - en specialitet på egnen. Arbejdet med at sætte bistader op og høste honningen er ikke ufarligt. Yusuf følger ofte sin far på arbejde ude i skoven, og han beundrer sin adrætte far, når han uden nogen form for sikkerhedsnet arbejder højt oppe i trækronerne.
I skolen bliver Yusuf drillet af sine klassekammerater, fordi han stammer. Han isolerer sig og bliver mere og mere indadvendt. Honninghøsten slår fejl, og en dag beslutter Yakub sig til at rejse over på den anden side af bjergene for at finde nye områder, hvor han kan sætte sine bistader op. Han efterlader sin kone, Zehra (Tülin Özen), og Yusuf i landsbyen. Da Yakub efter et stykke tid ikke er kommet hjem, beslutter Yusuf sig for at handle.
I starten af filmen får man indtryk af, at vi befinder os i fortiden. Folkene i landsbyen lever på naturens betingelser efter urgamle traditioner og regler. Først senere i filmen, da kameraet fokuserer på en kalender, der viser den 27. oktober 2009, bliver man opmærksom på, at filmen foregår i nutiden. Honning er Semih Kaplanoglus tredje og sidste film i en trilogi om menneskets længsler. Filmene, der alle foregår i nutiden i forskellige miljøer og områder i Tyrkiet, er uafhængige af hinanden, men har alle en hovedkarakter, der hedder Yusuf.
Honnings visuelle udtryk er poetisk og smukt. Naturens farver i brunt, grønt og gråt dominerer både udenfor og inde i biavlerens hus. Overdådige naturscener og lange indstillinger, hvor der dvæles ved karakterernes udtryksfulde ansigter, skaber en fortættet stemning af stilhed og ro. I filmen forekommer kun reallyde så som fuglefløjt, tale og vindens susen. Der er ingen underlægningsmusik til at forstærke stemningen. Det giver filmen et autentisk, ja nærmest et dokumentarisk præg.
Bora Altas, der selv var 7 år, da filmen blev indspillet, er et sandt naturtalent i rollen som Yusuf. Han siger ikke meget, men hans følsomme ansigtsudtryk røber langt mere end ord.
Honning maner til eftertænksomhed. Er man til actionfilm og hurtige biljagter er Honning måske ikke lige filmen, man sukker efter. Ønsker man derimod at blive lidt klogere på naturens love, mennesker og vores vidt forskellige livsvilkår er Honning en smuk perle.
Filmen vandt Guldbjørnen ved Berlin Film Festival 2010.
Honning
Se spilletider
Se filminfo
