Flere nyheder

 
Litteratur
Sublim gyser med skandinavisk tone

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sublim gyser med skandinavisk tone
Fre. 3. sep. 2010

En unik gyser med en tydelig skandinavisk grundtone er blevet den svenske forfatter John Ajvide Lindqvists varemærke. Med tredje udgivelse, "Menneskehavn", udvider han sit univers. Her viser han, at han både kan levere en slægtshistorie, en fortælling om en fars kærlighed til sit barn og en solid omgang gys på én gang. Fantastisk.

John Ajvide Lindqvist har med romanerne Lad den rette komme ind og Håndtering af udøde skabt et unikt gyserunivers med en tydelig skandinavisk tone. Først inviterede han vampyrer ind i en traditionel ungdomsroman om mobning og overgangen til voksenlivet, siden slap han zombier løs i de svenske krimikongers baghave. I begge tilfælde i kraftigt reviderede versioner af de ellers godt brugte væsner, så universet bliver troværdigt og følelsesmæssigt komplekst. Det er originalt i ordets bedste forstand og et tiltrængt spark af ny energi til den til tider temmelig træge gysergenre.

Menneskehavn er Lindqvists tredje roman. Skrækroman, proklameres der på forsiden, hvilket den med sine krybende gys i dén grad lever op til. Men der kunne også have stået slægtsroman, eventyr eller kærlighedsroman, for Menneskehavn er alt dette og mere til.

En frostklar vinterdag forsvinder Anders' 6-årige datter Maja sporløst nær et fyrtårn midt ude på en tilfrosset bugt i den svenske skærgård. Hun er som opløst i den blå luft, forsvundet uden fodspor og uden at have efterladt sig noget. To år efter hendes forsvinden vender en nu alkoholiseret, separeret og ødelagt Anders tilbage til den ø, hvor han mistede sin datter. Han får en mystisk besked: Din datter er i live, men hun befinder sig et sted, hvor du ikke kan nå hende. Hans søgen bliver motoren i fortællingen, men den springer rundt i tid og spænder tematisk vidt.

Vi får også historien om Anders' farmors kæreste, en tidligere tryllekunstner der har indgået en pagt med et overnaturligt væsen og derfor har fået ægte magiske evner, og vi kommer omkring farfaren, der som ung bygger det hus, Anders senere flytter ind i. Blandt meget andet.

I modsætning til Lindqvists tidligere romaner finder man i Menneskehavn er tydelig fortællerstemme, der bringer mindelser om den ramme, Christian Mørk danner om sin eventyrroman Skyggernes Hav.

Menneskehavn bærer sine mange historier uden at miste fokus og ikke mindst uden at miste uhyggen og dramaet, hvilket er lidt af en bedrift. Lindqvist er en særdeles kompetent og meget læseværdig forfatter. Og alle os, der har hang til gyset, kan prise os lykkelige for, at han har valgt at kaste sit lys over netop denne genre.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

John Ajvide Lindqvist: Menneskehavn
Forum, 464 sider
ISBN: 978-87-638-1175-0
Udgivet: 16. august 2010