Flere nyheder

 
Litteratur
Drager - Guaspers dragonarium

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Drager - Guaspers dragonarium
Ons. 22. sep. 2010





I en højtlæsnings- eller selvlæsningsbog for de 8 til 10-årige introduceres man til dragernes verden. En gammel dragekenders overlevering i form af en illustreret gennemgang af forskellige drager og deres væsen skal være med til at sikre, at den enestående, indsamlede viden fra over 500 år på jorden ikke går tabt.

Guasper er en gammel skriver på 563 år. Han fik skænket 500 års liv af en hvid drage, da han reddede den med sit eget liv som indsats. På de 500 år han har levet, har han indsamlet en stor viden om drager, som han har samlet i en notesbog. Denne notesbog har hans lærling renskrevet, og den er nu udgivet, så alle kan drage nytte af den gamle mesters store viden om dragerne.

I Guaspers dragonarium gennemgås 20 forskellige dragetyper. Fra stendrager, ilddrager og frostdrager, til det godes beskytter - den hvide drage, og det mægtigste væsen i verden - kejserdragen. De enkelte dragers karakteristika gennemgås på en dobbeltside hver. Udover deres udseende, levested og typiske opførsel er der også krydret med små uddrag af øjenvidneberetninger eller historier om den nævnte dragetype.

Jesper Ejsing er en talentfuld og anerkendt dansk illustrator, der har stor succes inden for fantasy-genren; særligt Dungeons and Dragons. Desværre er det slet ikke ham, der har lavet illustrationerne til denne bog. Det havde han ifølge pressematerialet ikke mulighed for, og det er derfor gjort af en anden dansk illustrator, nemlig Hans Høygaard.

Hvis man, som jeg, føler sig lidt snydt for nogle af de fantastiske illustrationer, så kan det anbefales at besøge siden www.jesperejsing.com.

Illustrationerne i Guaspers dragonarium mangler dybden, detaljerne og farvelægningen til helt at slå benene væk under en. Selvom dragebeskrivelserne er bundet godt sammen med historien om Guasper, så bliver det alligevel kun en lille middelmådig anmeldelse til bogen. Andre dragebøger som f.eks. Dragonologi, der udkom i Danmark i 2004 og 2006, er langt mere helstøbt.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jesper Ejsing: Drager - Guaspers dragonarium
Illustrationer: Hans Høygaard
Gyldendal, 64 sider
ISBN: 9788702080551