Flere nyheder

 
Litteratur
Ny bog om Blixens liv og værk

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny bog om Blixens liv og værk
Man. 4. okt. 2010



Man kan sige meget om Karen Blixens farfatterskab. Og herhjemme er det Christian Braad Thomsen, der råber allerhøjest. Denne gang med en psykoanalytisk læsning af vores verdensberømte digterinde; først og fremmest fortænkt og forvrøvlet, men sine steder også med interessante bud på et liv og levned.

Man må give Christian Braad Thomsen, at han holder Freuds psykoanalyse i hævd herhjemme. Senest går det ud over Karen Blixen - og det er sådan set meget godt, for en afdød forfatter kan jo ikke forsvare sig selv. Men hvorom alting er, så er der da altid saft og kraft i psykoanalysen, der i Blixens tilfælde kredser om teorien om fadertabet som hendes egentlige sorg i livet; om en indbildt kønssygdom, der skulle holde hende seksuelt fra andre mænd (underforstået: end hendes far), og en litterær sublimering af denne afholdenhed.

I en psykoanalytisk læsning af særligt forfatterindens Syv Fantastiske Fortællinger synes Braad Thomsen at finde tendens til usømmelig omgang med lig og fascination af skelettets skønhed, og der kan parallelt hermed sættes lighedstegn mellem hendes anorektiske tendenser og den seksuelle interesse for sin fars skelet dér i graven.

Da Karen Blixen var 9 år, begik hendes far Wilhelm Dinesen nemlig selvmord, muligvis for at undgå de sene følger af sin vaskeægte syfilis. Som Braad Thomsen påpeger, udgav Karen Blixen sine første bøger under pseudonymet Isak Dinesen; en dobbelt hilsen til sin far både som stamfader (efternavnet) og sagnfiguren fra biblen (fornavnet), der blev planlagt - men dog ikke gennemført - ofret af sin far.

Uomtvisteligt er det, at Karen Blixen på alle måder har overgået sin far. Hvis ikke i sygdom og død så i litterær formåen, og måske var dette hendes egentlige projekt: at vise sin far, at hun var mindst lige så dygtig en forfatter som han. Og kan man digte som Blixen, kan man vel også binde sig selv en syfilis på ærmet i ønsket om identifikation med den gamle Boganis!

Fra et læserperspektiv fungerer psykoanalysen dog lidt som konspirationsteori - hvis man ellers får det serveret velformuleret og retorisk plausibelt, kan det være fristende at hoppe på limpinden. Eksakt videnskab er det næppe, men Braad Thomsen har da endnu engang fået drejet det i sig selv så enestående forfatterskab gennem en prisme med et muligt bud på analyse, og for det skal han naturligvis have tak.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Christian Braad Thomsen: Boganis' gæstebud - Fadersporet i Karen Blixens liv og værk
Tiderne Skifter, 300 sider
ISBN: 9788779734456