Flere nyheder

 
Musik
Allstar-plade fra Mika Vandborg

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Allstar-plade fra Mika Vandborg
Tir. 19. okt. 2010




Mika Vandborg leverer på sin 2. soloudgivelse "2010" en plade præget af kærlighed til den energiske guitarrock. Spilleglæden lyser ud af højtaleren, når Vandborg og hans udvalgte skare af dygtige musikere fyrer den af. Det samlede og altoverskyggende udtryk er dog ikke 100 % fokuseret pga. enkelte svipsere, men samtidig er pladen et modigt forsøg på at lave en allstar-rockplade, for den holder langt hen ad vejen.

Denne anmelder var ved første indskydelse lidt betænkelig over at anmelde en soloplade fra en fyr, der har spillet med så forskellige kunstnere som Dicte, Loveshop og Gnags, eftersom man let kunne frygte, at Mika Vandborg blot er en velspillende "hyre-guitarist", som ikke besidder et personligt udtryk.
Efter de første 3 skæringer er denne mistillid dog glemt, for sangene sprudler af energi og melodiøsitet af den gode skuffe. "The Smell the Taste the Sweat" synges stærkt af Allan Vegenfeldt, og trommerne tæskes også med en god og hård feeling fra Laust D-A-D Sonne. Det er rock på den umoderne måde, hvilket taler til nummerets fordel.

"Back Again" spilles også fedt af Mika Vandborg Trio, og med disse to første skæringer er hovedudgangspunktet for pladen nu ret tydeligt: Groovy og energisk guitarrock.
Dette udgangspunkt er der som sagt ikke noget revolutionerende ved, men det behøves heller ikke i denne sammenhæng, for sangene fungerer fint i deres ligefremme og uprætentiøse format. "Sleeping With the Enemy" buldrer dystert derudaf, men i et mere nutidigt lydbillede, og synges i øvrigt glimrende af Mads Langer, da han krydrer sin bløde stemme med en mørkhed og en kant, der passer perfekt til lyden.

Pladen ændrer dog retning og forsøger sig bl.a. med nogle mere balladeprægede sange som bl.a. "Look Me In the Eyes" med Dicte og hendes faste band the Sugarbones, som også Vandborg er medlem af. En udmærket Swan Lee-agtig ballade, der afdæmper og balancerer musikstilen på pladen.

"All I Want Is You" (ikke den med U2!) sunget af Vincent Van Go Gos Johannes Nørrelykke er derimod mindre vellykket. Den går ensomt i trivielle klicheer og må stå sammen med "Out Of The Loop", sunget af Nikolaj (og Piloterne) Christensen, som pladens mindst væsentlige materiale. "Supersonic Ride" kan også nævnes i denne sammenhæng. Man får især på de to sidstnævnte sange en fornemmelse af, at bandets jam ikke rigtigt sprudler og derfor ikke helt opnår den stærke energi, de leder efter.
Men efter et par sange med kvalitetsmæssigt lavvande dukker den rå og tunge "Spiders And Mirrors" op. Den leveres af en dæmonisk og skarp Henrik Hall, som på dette nummer er lige så overbevisende på vokal, som han er på mundharpe.

Pladen er udmærket, og musikernes håndværk er i sig selv suverænt, men helheden bærer præg af, at selve det personlige udtryk ikke er særlig koncentreret. Dermed ikke sagt, at pladen ikke fungerer, for det lykkes Mika Vandborg at holde sammen på en del af de musikalske tråde på trods af et par svipsere. Alt i alt har Vandborg lavet en plade, der opfylder sit udgangspunkt, for når pladen rykker, så rykker den igennem!

Mika Vandborg - 2010
Udkommet på Target Records