Flere nyheder

 
Film
Topkarakter til Coppola

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Topkarakter til Coppola
Tor. 28. okt. 2010



Instruktøren Sofia Coppola er nu aktuel med sin fjerde spillefilm. Det følelsesladede drama "Somewhere" med Stephen Dorff i hovedrollen vandt den Gyldne Løve ved dette års filmfestival i Venedig. (Foto: SF Film)

Johnny Marco (Stephen Dorff) er en succesfuld Hollywood-stjerne. Han kører rundt i en sort Ferrari og bor på det fashionable og legendariske hotel Chateau Marmont i Hollywood. I sin fritid er han omringet af smukke piger, fans og skuespilleraspiranter - til fester, i sengen... Oven i det tilføjer han alkohol og stoffer samt en masse cigaretter. Hans, for nogle, umiddelbart misundelsesværdige Hollywood-liv keder ham, og dagene passerer uden den store gejst for livet. Lige indtil den dag hans 11-årige datter Cleo (Elle Fanning) dukker op i hans liv.

Somewhere starter smukt, hvilket den for øvrigt er hele vejen igennem takket være fotograf Harris Savides, i et øde og goldt landskab, hvor en Ferrari kører rundt og rundt for til sidst ikke at komme nogen vegne. Dette er en visuel parallel til Johnny Marcos liv. Udadtil er han en succesfuld stjerne - alle beundrer ham og vil være sammen med ham; lige med undtagelse af ham selv.

Somewhere er filmet on location i Los Angeles, og helt ekstraordinært fik Sofia Coppola lov til at filme i det legendariske Hollywood-hotel, som er kendt for at have huset mange af filmbyens unge stjerner. Filmen er holdt i en nedtonet, subtil stil, der på sofistikeret vis understreger Johnny Marcos følelser, samtidig med at den samme lette tone gør, at fokus er på hovedpersonens ensomhed.

Johhny Marco spilles forrygende af Stephen Dorff, som efter eget udsagn let kan relatere til det ensomme skuespillerliv og overforbruget af alkohol og stoffer. Men selvom Stephen Dorffs karakter uden tvivl er den altoverskyggende bærer af filmen, så er der intet kritisk at sige om den charmerende unge skuespiller Elle Fanning, som med sin uskyldighed og fine træk bibringer en renhed til det barske og falske Hollywood-liv.
Begge skuespillere er veteraner i filmverdenen med bl.a. The Power of One (Dorff) og Babel (Fanning).

Sofia Coppola har allieret sig med sin bror Roman Coppola, som er en af producenterne bag filmen, og sammen har de opnået den mere intime, europæiske stil i værket. Deres motto har været "less is more", og det ses gennem hele filmen; lige fra skuespillet til sceneopsætningen, tøjet og billederne. På denne måde har hun skabt et fintfølende værk, der taler til sanserne på en afdramatiseret måde, men som samtidig siger betydeligt meget om Johnny Marcos tomme liv.

Med tre succesfulde spillefilm bag sig, The Virgin Suicides, Lost in Translation og Marie Antoinette, markerer Coppola igen med Somewhere, at hun er en filminstruktør (og manuskriptforfatter) med en meget personlig stil, som uden tvivl bør følges nærmere.

Hendes succes hviler ikke på efternavnet, men på hendes forunderlige talent for med raffinement at overføre følelser og eksistentialisme til biograflærredet.

Somewhere
Se spilletider
Se filminfo