(Foto: Miracle Film)
For første gang får vi som publikum et indblik i designeren Karl Lagerfelds hektiske liv via Rodolphe Marconis dokumentaristiske film.
Vi befinder os i Karl Lagerfelds soveværelse i hans overdådige lejlighed i Paris. På trods af at det er en stor bolig, er den pakket fra gulv til loft med bøger, magasiner, tøj og meget mere, og pladsen der er tilbage virker klaustrofobisk. Lagerfeld befinder sig i et tilstødende rum, og vi ser ham bevæge sig frem og tilbage. Rodolphe Marconi spørger ham så, om han må komme ind, hvortil Lagerfeld svarer "selvfølgeligt". Denne dialog synes som en passende beskrivelse af filmens tilbliven. Ikke før nu har der eksisteret nogen godkendt biografi af den berømte Chanel-designer Karl Lagerfeld, og for første gang har han valgt at stole på en filminstruktør til at viderefortælle lidt om hans person.
Værket følger Lagerfelds hverdag i løbet af tre år. Marconi er med ham i privatsfæren, men også til de store modeopvisninger, på arbejde, til middage og på hoteller. Den hektiske modeverden med de smukke unge modeller, Prinsesse Caroline af Monaco, fotoshoots med Nicole Kidman, bliver krydsklippet med interviews med Lagerfeld foretaget af instruktøren. Disse omhandler bl.a. designerens barndom, kærligheden til moren, arbejdet som designer - men også som fotograf, hans kærligheds- og sexliv og kunst.
Filmens tekniske sider minder påfaldende meget om dogme, hvilket skyldes den dokumentaristiske stil med håndholdt kamera, som nogen gange kan virke forvirrende for synet. Mange af billederne er grovkornet og kan minde om et ældre fotografi. Dette er især et virkemidde,l der er brugt, når vi ser tilbage på Lagerfelds barndom. Musik er der ikke meget af, men værket hviler derimod på selve stedernes naturlige lyde.
Essensen i filmen er at få svar på spørgsmålet: Hvem er manden bag solbrillerne?
Undertegnede kan ikke helt finde ud af, om hun skal være irriteret over Lagerfelds politiske ukorrekte kommentarer og kritik af mennesker og samfundet, på en måde hvorpå han hæver sin egen livsfilosofiske tankegang til at være bedre end andres (selvom han siger, at han ikke prøver at være arrogant), eller om hun skal være imponeret over hans kommentarer og tage dem som en anderledes og klog verdensanskuelse. Lagerfeld nævner eksempelvis, at han hader folk, der er nostalgiske og ser fortiden, som en mere elegant tid, for så betyder det, at de underminerer nutiden.
I små glimt i filmen får vi lov til at se Lagerfeld uden de mørke briller. Men spørgsmålet er, om vi nogensinde kommer til at vide, hvem han er. Selv beskriver han ønsket om at være en slags illusion i folks liv, noget der pludseligt dukker op og som let kan forsvinde igen.
Det siges at øjnene er som vinduer ind til menneskers sjæl. Måske tør eller vil Lagerfeld ikke at nogen skal kende ham inderst inde.
Under alle omstændigheder er det en film der er værd at se, hvis man interesserer sig for en af nutidens største personligheder inden for modeverden.
Lagerfeld Confidential
Se spillesteder
Se filminfo
