|
|
Mandag aften var Vega vidne til en magtdemonstration i form af feminin, skrøbelig, men samtidig også helt enormt udtryksfuld musikalitet. Imogen Heaps koncert skulle også vise sig at være et skoleeksempel på, hvordan man afvikler en koncert i bedste feminine stil i form af kvindelig charme, musikalsk og mentalt overskud og ikke mindst uprætentiøs intensitet. (Foto: Jeremy Cowart)
Begge opvarmningsbands var musikere, der allerede prydede Imogen Heaps backinggruppe, og Imogen Heap var ikke for fin til selv at gå på scenen og på nuttet og genert vis introducere disse.
Først var det guitarist og meget højt syngende Ben Christoffers, og derefter var det den eksperimenterende violinduo Geese. Hver for sig var begge opvarmningsoplevelser spændende, men desværre også mangelfulde, men sammen med Imogen Heap passede de perfekt ind i et musikalsk univers bestående af ambiente klangflader og smukke harmoniske loops.
Loopdelen skulle vise sig at være et meget veludnyttet virkemiddel på denne aften. Imogen Heap samplede ofte forskellige lyde fra nogle af sine mange instrumenter og loopede dem, så de lå som en stor og ulmende klangflade i bunden af lydbilledet, hvilket i øvrigt var enormt stærkt arrangeret og velafbalanceret live.
Hun fortalte en forhistorie til stort set alle sange denne aften og var hele tiden enormt afslappet, nede på jorden og genert, hvilket var klædeligt! Hun holdt i det hele taget arrangementet i nogle uprætentiøse rammer, hvilket klæder hende, og giver hende en kærlig og menneskelig varme.
Hele koncerten igennem var Imogen Heap fuldt beskæftiget, idet hun skiftede rundt blandt mange instrumenter. Man kunne frygte, at dette ville gå ud over hendes intensitet, men denne frygt skulle hurtigt vise sig at være spildte anstrengelser, da Imogen Heap hele tiden havde et fuldstændigt fokus på sin instrumentale formåen, publikum, sin fremragende vokal, samspillet og så videre og så videre..
Hun emmede af overskud, og selvom hun hele tiden havde et hav af forskellige musikalske inputs at holde styr på, virkede hun glad og afslappet og som et naturens barn, der naivt leger med alt, hvad der er nær hendes hænder. Særlig ros skal hun da også have for at iscenesætte publikum i sangene "Just For Now" og "Hide And Seek". Her blev publikum inddelt i flerstemmigt kor som underlægning til sangen, hvor førstnævnte blev til en a cappella-version. Dette vidner om det meget stærke overskud, som Imogen Heap hele tiden mestrede.
I det hele taget kan der ikke sættes en finger på så meget, da fokus var vedvarende, og alle sange blev leveret med en særlig relevans. Ærgerligt var det dog, at hun forsøgte at synge den danske nationalsang, da hun ikke kunne huske den. Kær og sød var hun i sit forsøg på at lave en vocoder-version af den, og hun reddede da også et kæmpe og kærligt bifald i land, da hun sluttede med linien: "og det er Frejas sal". Undertegnede vil nu i stedet mene, at Vega udelukkende var Imogen Heaps denne aften.
Imogen Heap på Vega
15. november 2010
