Flere nyheder

 
Klassisk musik
Manon Lescaut

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Manon Lescaut
Man. 22. nov. 2010

Den Jyske Opera opfører for første gang operaen "Manon Lescaut". Det er Puccinis gennembrudsværk, som regnes for fuldt på højde med hans senere succeser, "Tosca", "La Bohème" og "Madama Butterfly". Operaen er inspireret af en roman af A. Prévost fra 1731. (Foto: Anders Bach)

Romanen om Manon Lescaut er skrevet af en fransk abbed og opsat succesfuldt som opera af den franske komponist Jules Massanet i 1884. Massanet var ikke tilfreds med, at Puccini ville prøve kræfter med samme værk, men Puccini ønskede at lave operaen med ægte italiensk passion og lidenskab, og han forsøgte komme så langt væk fra den franske udgave som muligt.

Puccinis Manon Lescaut kritiseres hovedsagelig for, at meget af handlingen foregår i pauserne mellem akterne. Derfor er det en rigtig god idé at møde op til den gratis operaintro, hvor man bl.a. får at vide, hvad der er sket i de spring i tid, der er mellem akterne.

Manon Lescaut (Ingela Brimberg/Victoria Nava) bliver af sin familie sendt i kloster for at blive nonne, og hendes bror rejser med hende. Broderen (Jørn Pedersen/ Daniel Hällström) er imidlertid modstander af ideen om klosteret og er mere interesseret i at få hende afsat, mod klækkelig betaling naturligvis, til den rige Geronte (Jesper Brun-Jensen/Jens Bové), som de to har mødt på rejsen, og som er blevet stærkt indtaget i Manon.

Da det lille rejseselskab ankommer til kroen i Amiens, forelsker den unge student og adelsmand, Des Grieux (Dominic Natoli/Emmanuel de Villarosa), sig straks i Manon. De beslutter sig til at stikke af sammen og stikker dermed en kæp i hjulet for Geronte, som havde planlagt at bortføre Manon.
De to unge tager til Paris for at leve i kærlighed med hinanden, men i anden akt møder man Manon som holdt kvinde i Gerontes hus. Man skal med andre ord selv regne ud, at det ikke gik at leve af kærlighed og kildevand, og nu lever Manon så et kærlighedsløst liv i luksus.

Det centrale i forestillingen er valget mellem et liv i fattigdom, men med den man elsker, eller et liv i absolut luksus uden nogen form for bekymringer, men heller ingen kærlighed. Forholdet mellem Manon og Des Grieux ender imidlertid ikke her, hvilket kaster de to elskende ud i megen ulykke og problemer.

I Puccinis operaer er der stort set altid en heltinde, som har mange facetter, og som der gøres meget ud af at fremstille i al sin menneskelighed på scenen. I Manon Lescaut fremstilles hovedpersonen i et noget mere flatterende lys end i den oprindelige roman. Hendes skøgeagtige tendenser vises slet ikke, og forholdet til den ældre og velhavende Geronte portrætteres på intet tidspunkt som erotisk.

Den Jyske Operas opsætning af Manon Lescaut er spændende, ikke mindst fordi den gør brug af optagelser fra Den Gamle By i Århus på scenen, hvilket fungerer rigtigt godt sammen med skuespillet.
Sangerne er dygtige, især har Manon og Des Grieux nogle flotte partier. Puccini betjener sig også af ledemotiver i Manon Lescaut. De er ikke så tydelige som i hans senere Madama Butterfly, mest fordi Manons motiv er ret uanseligt, men det går igen flere gange, hvis man lytter efter musikken.

Manon Lescaut
Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus
Operaen turnerer desuden rundt i landet i løbet af vinteren
Se spilletider