|
|
"Howl" er en atmosfærisk hyldest til beatforfatteren Allen Ginsbergs banebrydende digt af samme navn fra 1955. Filmen fungerer fortræffeligt i dens genskabelse af temaerne og drivkraften i digtet, men "Howl" vil også gerne granske samtidens debat omkring digtet, og her falder den igennem som en forudsigelig affære. (Foto: Miracle Film)
Da Howl blev publiceret i 1955, skabte digtet røre på grund af sin ligefremme stil og de mange seksuelle referencer i sproget. Det stødte nogen så meget, at der i 1957 blev iværksat en retssag mod bogens udgiver Lawrence Ferlinghetti, hvor anklagepunktet lød på udgivelse af uanstændig litteratur. Denne retssag løber som en rød tråd igennem filmen Howl, samtidig med at Ginsberg (James Franco) i et fiktivt interview reflekterer over sine inspirationskilder og sin skriveproces. Endelig visualiseres også digtet selv via nogle meget fantasifulde og poetiske animationer.
De animerede sekvenser viser os de flyvende og fortabte sjæle fra åbningslinjerne af digtet, de buldrende rejser igennem USA's underside med nogle af beatgenerationens største helte og den monstrøse Moloch, som truer med at fortære alt i Ginsbergs tilværelse. Det er disse vidtløftige animationer, der får filmen til at indfange noget af den rebelske og rastløse stemning, som digtet Howl repræsenterede for generationen af beatniks i deres opgør med det pæne og etablerede 50'er-samfund.
Retssalsdramaet i filmen står i kreativ kontrast til dette. Vi får serveret en række litterære debatter mellem advokater og vidner - så ensidigt fremstillet, at der ingen tvivl sås om udfaldet af retssagen, ej heller hvad tilskueren skal mene om det værk, der er årsag til retssagen. Og det er trist, for i stedet for at blive en skildring af den brydningstid, som digtet Howl var med til at åbne op for i det amerikanske samfund, bliver filmen Howl en lidt splittet sag mellem et kedeligt foredrag og en medrivende visualisering af digtet.
Imellem disse to yderpunkter befinder scenerne med James Franco som Ginsberg sig. Franco fik tidligt i sin karriere ros for at spille filmikonet James Dean. I Howl spiller han et andet kulturikon og gør det ligeså godt. Den tøvende stemmeføring og blikkene efter de mænd, som Ginsberg var ulykkeligt forelsket i, er med til at menneskeliggøre poeten og give resonans til hans betragtninger omkring det at skrive og forsøget på at få noget sandt ned på papiret.
Howl er en stemningsfuld og stærk film, der dog også falder igennem på dens retssalsprædikener om talefrihed. Det forhindrer dog ikke filmen i at give én lyst til at indfinde sig på den nærmeste jazzbule efter rulleteksterne for med en smøg i mundvigen og en dunk vin ved hånden at forsøge at inhalere lidt af den boheme-gnist, der blev tændt med beatgenerationens poesi.
