Flere nyheder

 
Litteratur
Mit hinsidige

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Mit hinsidige
Man. 13. dec. 2010

Martin Walser mestrer kunsten at skrive med et glimt i øjet uden at tabe tråden i sin fortælling. Hovedpersonen i "Mit hinsidige", Augustin Feinlein, er øjensynligt 63 år, idet han ganske simpelt er holdt op med at tælle, dengang han fyldte 63. Hans kærlighed, Eva Maria, kan han ikke få, men smerten og hendes breve når ham igennem alle årene.

Forlaget Vandkunsten efterlever på sin egen kvalitetsbevidste måde credoet om at give stemme til en række mere eller mindre ukendte forfattere. I hvert fald i en dansk sammenhæng. For godt nok er Martin Walser ukendt i Danmark, men syd for grænsen er han en både læst og prisbelønnet forfatter. Derfor er det også på sin plads, at hans bøger finder vej til danske læsere. Efterhånden synes Forlaget Vandkunsten at være på færde, hvor andre forlag ikke tør vove sig ud. Det er en mangelvare i den branche, så det er kun at takke for.

Mit hinsidige er elegisk i sin grundtone, og man får hurtigt indblik i hovedpersonen, Augustin Feinlein, og hans verden. Ironien er til at tage og føle på, men man behøver den også for ikke at blive kvalt i en patetisk levnedsberetning. Feinlein er direktør for et psykiatrisk hospital, men hans fortid og hele væsen giver anledning til en del problemer. Først og fremmest er der Eva Maria, hans forlovede, der gifter sig med Feinleins rival, charlatanen Dr. Bruderhofer, hvilket giver anledning til konstant smerte. Ikke mindst hendes breve, der piner den gode Feinlein, idet hun konstant bekender, at hun ikke kan glemme ham.

Igennem fortællingen kommer Feinlein tættere og tættere på en form for afklarethed og sandhed, men det hele synes ham alligevel uopnåeligt. Han indser, at det kræver handling at få noget her i livet. Men samtidig ved man også, at det hele ikke bare er så ligetil. Kærligheden er det centrale omdrejningspunkt og det, der konstant genererer Feinleins motiverede såvel som umotiverede bevæggrunde.

Martin Walser har skrevet en fin lille bog, der trods sit lille omfang rækker dybt. Mennesket Feinlein er ikke en ukendt skikkelse i en litterær kontekst, men han formår alligevel at være sin egen. Man aner tragedien, men kan heller ikke undgå at se håbet, troen og ikke mindst kærligheden. Det hele ligger ligefor, men det gør det ikke nemmere at nå. Bogen kan kun anbefales, og giver man sig selv tid til mere end en enkelt læsning af bogen, bliver oplevelse kun desto større.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Martin Walser: Mit hinsidige
Forlaget Vandkunsten, 90 sider
ISBN: 978-87-7695-200-6