Flere nyheder

 
Film
Danskproduceret science fiction for børn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Danskproduceret science fiction for børn
Tir. 14. dec. 2010

"Legenden om Enyo" er noget så sjældent som et science fiction-eventyr skabt i en dansk hjerne. Den henvender sig til store børn, og de skal nok føle sig udmærket underholdt af historien om den 12-årige stammedreng Enyo på en varm og død ørkenplanet.

"A long time ago, in a galaxy far, far away." Sætningen indleder serien af Star Wars-film, men kunne glimrende passe på animationsserien Legenden om Enyo. I et goldt ørkenlandskab mellem ånder og forhistoriske væsener ikke ulig dem, man finder i Star Wars-universet, følger serien den 12-årige dreng Enyo, der er bestemt til at skulle lede sin stamme til den eneste frodige plet, der er tilbage på planeten. En rejse, der skal sikre stammens overlevelse i en hendøende verden. I de første fem afsnit, som ligger på den dvd, der her er til anmeldelse, er det dog kampene med de ondskabsfulde "stammeløse", der fylder mest. Seriens målgruppe er store børn, og de skal nok blive fint underholdt på trods af, at universet føles lidt tomt. Det skyldes sandsynligvis en mangel på detaljer i baggrundene.

Det mest bemærkelsesværdige ved serien er, at den er et danskproduceret science fiction-eventyr - lidt af en sjældenhed. Og det er meget prisværdigt, at seriens skabere har haft mod på at give sig i kast med den genre. Den slags koster penge - i dette tilfælde i omegnen af 50 millioner kroner, og derfor har det været nødvendigt ikke blot at skrabe sammen fra danske kanaler, men også at skaffe midler fra flere andre europæiske lande.

Når man tænker på den tid og de penge, der er blevet smidt i Legenden om Enyo, kan man ikke undgå at blive en smule skuffet, seriens gode egenskaber til trods. Ørkenlandskabet overbeviser ikke helt. Animationen er glimrende (og prisvindende), men persongalleriet kunne være mere interessant. De sidste afsnit på dvd'en er dog bedre end de første, og man kan krydse fingre for, at serien vokser sig bedre og for alvor finder sin form i de næste fem afsnit, der også er i handelen nu.

Legenden om Enyo (Afsnit 1-5)

Ude på DVD fra SF Film