|
|
"Tron: Legacy" er med sin 3D-computerverden og Daft Punks pumpende soundtrack en vanvittigt lækkert indpakket visuel og auditiv oplevelse. Men ud over ører og øjne stimulerer filmens tynde handling og lidt for alvorstunge stemning ikke meget hos tilskueren. (Foto: Disney Pictures)
Computerspilskaberen Kevin Flynn (Jeff Bridges) forsvinder sporløst i 1982 og efterlader et succesfuldt computerspilsfirma og en lille søn. I 2010 har både sønnen, Sam (Garrett Hedlund), og firmaet vokset sig store. Sam kan dog ikke forlige sig med tabet af faderen, så da han modtager en besked fra netop Kevin Flynn fra en nedlagt spillehal, iler han straks af sted i håbet om at møde sin far. I stedet bliver Sam suget ind i den samme computerverden, som Kevin Flynn blev det i filmen Tron fra 1982. Her må Sam igennem de samme prøvelser og kampe, som faderen måtte klare, samtidig med at far og søn forsøger at forenes efter næsten 30 års adskillelse.
Sammenhængen mellem den første film og den nye er stemningsfuldt fortalt i filmens indledning og føjer et ekstra lag af mytologi til både den virkelige og virtuelle verden i Tron: Legacy. Universet inde i computeren serveres bragende flot i et bjergtagende lysdesign og er tilsat et fantastisk soundtrack af house-duoen Daft Punk. Kombinationen af sprøde rytmer og det neonlysende landskab river én med, hver gang det får lov til at dominere.
Tron: Legacys store hæmsko er dog dens forsøg på at blande en nem actionhistorie sammen med "komplicerede" (et ord personerne i filmen benytter hyppigt) betragtninger om computerens indre univers og dens paralleller til vores. Alt for ofte tynges dialogen ned af alvoren, som også påvirker filmens ellers fine tempo. Der hvor Tron: Legacy fungerer bedst er, hvor den koncentrerer sig om at levere underholdning i det særprægede univers.
Jeff Bridges gentager sin rolle fra den første film som programmøren Kevin Flynn, og han er ganske fin som en ældre "hyggeonkel", der konstant ryster hippie-fraser ud af de løse ærmer. Garrett Hedlund er lidt mere anonym i rollen som den unge helt Sam, mens Olivia Wilde, som det nysgerrige computerprogram Qourra, nok har den rolle, der trækker mest menneskelighed ind i filmen. Qourras nysgerrighed over for alt, der har med den virkelige verden at gøre, er både rørende og skaber nogle af Tron: Legacys mere humoristiske øjeblikke.
Da den første Tron-film kom frem, var dens idé om en virtuel verden inde i en computer stadig ganske spidsfindig. Men i 2010 er cyberspace blevet hverdagskost, og selvom Tron: Legacy forsøger at få én til at tabe underkæben over forholdet mellem mennesker og it-programmer, så er det mere de suveræne tekniske kvaliteter frem for historien der trods alt holder én fanget frem til slutningen.
Tron: Legacy
Se spilletider
Se filminfo
