Flere nyheder

 
Litteratur
Herligt rebelsk børneunivers

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Herligt rebelsk børneunivers
Man. 20. dec. 2010

Jakob Martin Strids nyklassiker af en børnebog, "Mustafas Kiosk", kommer nu som lydbog med Poul Dissing i rollen som fortæller og tilsat musik af surf-bandet The Tremolo Beer Gut. Det giver det i forvejen rebelske udtryk, der hersker i bogens rim, et ekstra nyk opad, og man frydes over den løsslupne galskab.

Jakob Martin Strids skøre og anarkistiske tegninger og fortællinger har begejstret både voksne og børn; fra de daglige striber i Politiken til flere børnebøger som Min mormors gebis og Mimbo Jimbo. I Mustafas Kiosk er der lagt vægt på det frække og ulækre, så alle små og store drenge, der har lyst til at læse om fodbad i biksemad og skiture i snot, vil føle sig godt underholdt.

Det er et herligt rebelsk børneunivers, som kreeres igennem bogens mange rim og remser, der giver skøre forklaringer på tingenes virkelige sammenhæng. Strid er ligeså fantasifuld i sine fantastiske fortolkninger af omverdenen, som børn kan være det. Der er de kugleskøre historier som Grønthandler Grøn, der bliver professionel Oste-hul-skyder, og så de mere underfundige fortællinger om Mørkeland og livet i stenalderen.

Den nye udgivelse af bogen giver køb på højtlæsningsoplevelsen for den enkelte forælder, men til gengæld får man Poul Dissings uforlignelige, sprøde stemme som oplæser i stedet. Dissing messer og agerer sig igennem de mange stemningsfulde historier på medlevende vis, og han støttes godt af et livligt baggrundstæppe af lyd og musik. Musikken leveres af The Tremolo Beer Gut og bidrager til at skabe en bevidst "rodet" stemning, som om man selv befandt sig i en kælderbutik med de mange forskellige historier på hylderne, klar til at springer ud mod én, så snart man får øje på dem. Der er bøvs, brøl og smask for alle pengene, og det får én til at le og fremkalde sig mentale billeder fra rimene.

Alt i alt en udgivelse med en sprudlende stemning af charmerende gavtyvementalitet, både i musikken og Poul Dissings fremførelse af de små historier. Den sproglige finurlighed fra den oprindelige bog bevares, og der tilføjes ligefrem flere morsomme lag til historierne.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jakob Martin Strid: Mustafas kiosk
(bog & cd)
Crunchy Forg Soundtracks
ISBN: 9788799426102