|
|
"Nogle mennesker er så smukke, at de bliver syge af det". Således introducerer instruktør Magreth Olin sin første spillefilm "Englen". Heroinmisbrug er ikke forståeligt for de fleste af os, men behovet for at blive elsket er, og med dette tema fortælles endnu en tragisk historie om en trist skæbne og dennes vej ud af elendigheden. (Foto: Sunrise Filmdistribution)
I et lille norsk træhus bor pigen Lea sammen med sin mor og kræftsyge far. Alt ånder fred og idyl indtil dagen, hvor faderen dør, og moderen finder sammen med sin voldelige ekskæreste Ole, som kaster en mørk skygge over deres liv. Lea vokser op i ensomhed og frygt, og da hun føder datteren Sonja, ønsker hun for alt i verden at give Sonja den omsorg og opmærksomhed, hun ikke selv fik som barn. Men Lea er afhængig af heroin, og hun må indse, at hun må træffe en umulig beslutning, hvis hun ønsker at beskytte Sonja.
Magreth Olin er en omstridt dokumentarskaber, som med sin første fiktionsspillefilm er blevet Norges bud til Oscarnomineringen for bedste udenlandske film. Englen er en historie om ensomhed og kærlighed og i særdeleshed forholdet mellem mor og datter. Det er historien om afhængighed, om at bære og arve en mors sår og om kvinder, som aldrig opgiver hinanden. Den er baseret på en virkelig historie om Olins veninde, som er tidligere stofmisbruger. Olins formål var at lave en dokumentarfilm, men veninden bakkede ud af projektet af hensyn til sig selv og sin familie, og Olin lavede derfor en fiktionsfilm baseret på sin venindes indre følelser.
Maria Bonnevie leverer en overbevisende præstation som Lea. Hun gengiver en rastløs uro, som viser en stor forståelse for den kvinde, rollen er baseret på, hvilket rammer lige i mellemgulvet. Leas historie fortælles i lange tilbageblik, hvor Olin og fotograf Kim Hiorthøy gør meget ud af detaljen. Som den 6-årige Lea, spillet af Magreth Olins egen datter Milla Mykløen, ser vi hendes erindringsbilleder fra barndommen. Vi oplever, hvordan hun som barn ikke forstår, hvad der sker, men hvordan hun mærker, at noget ikke er godt. Mykløens præstation og den naivistiske kameraføring fortæller med en sitrende troværdighed historien om barnet, der tager alt til sig, og som ikke lukker af for noget.
Filmen bærer præg af, at den var tænkt som dokumentar, og plottet mangler nogle steder sammenhæng. Englen er tilført en gennemtrængende luft af ægthed - måske for at kompensere for den åbenlyst bekendte historie om stofmisbrug, vanrøgt og ensomhed. Det, at fortællingen blev født i den virkelige verden, betyder ikke, at den er intim og troværdig som film. Trods det at fortællingen som helhed halter, formår Olin at fastholde publikum med de smukke filmiske virkemidler og de troværdige skuespillere. Olin tvinger i denne film publikum til at se, hvad vi normalt vil lukke øjnene for, hvilket er meget effektivt.
Englen
Se spilletider
Se filminfo
