Flere nyheder

 
Film
Når en familiefar tager sagen i egen hånd

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Når en familiefar tager sagen i egen hånd
Tor. 13. jan. 2011

Hvis din eneste chance for at holde sammen på familien var at udføre en livsfarlig kriminel handling med minimal chance for succes, ville du så kunne gøre det? Og selv hvis det lykkedes - hvad så? Dette er temaet for Paul Haggis' seneste spændingsfilm, "The Next Three Days", hvor en almindelig mand bliver sat i en desperat situation. (Foto: SF-Film)

Familiefaren John Brennan (Russell Crowe) lever en perfekt tilværelse med sin kone Lara (Elizabeth Banks), indtil politiet banker på døren og anholder Lara for mord. Beviserne er svære at afvise, og nu må John kæmpe for at opfostre deres lille søn Luke (Ty Simpkins) og holde sammen på familien.
Efter tre år begynder situationen at se håbløs ud, og da Lara forsøger at begå selvmord, beslutter John, at der kun er ét at gøre: at befri sin kone fra fængslet. Men vil det betyde, at han bliver til en mand, hun ikke kan elske? Dette er et af de spørgsmål, som instruktør og forfatter Paul Haggis (Crash, Million Dollar Baby) har arbejdet med i en nyindspilning af den franske thriller Pour Elle fra 2008.

Russell Crowe spiller vores hverdagsmand, som er en intelligent, kærlig far og ægtemand, men som ellers ikke gør sig bemærket. Han mestrer at skildre den maskuline fortvivlelse og fornægtelse, og med et drej med hovedet og et enkelt blik forstår vi, hvad han tænker. Johns eneste håb for at få samling på sin familie er at gøre noget, der er næsten umuligt. Det er nemt for publikum at tro på, at hans raseri stikker dybt, og at han er i stand til at gøre hvad som helst for kvinden, han elsker.

Også Crowes kvindelige medskuespiller Elizabeth Banks leverer en overbevisende præstation. Hun kæmper med at holde modet oppe, hun bliver mere og mere deprimeret, og forholdet til sønnen Luke bliver værre og værre til et punkt, hvor det næsten ikke eksisterer. Hun falder fra hinanden for øjnene af os. Udover hovedrolleindehaverne skal også nævnes den næsten lydløse Brian Dennehy i rollen som Johns far, som med få ord udtrykker et særligt forhold mellem far og søn.

Når det så er sagt, er selve delen, hvor en universitetsprofessor planlægger en kompliceret fængselsflugt ved hjælp af "how to"-videoer på youtube og en hurtig snak med en gammel fange (Liam Neeson), ikke overbevisende. Det er kun takket være held og nogle utroligt sløve politifolk, at jagten kan fortsætte, og man skal være meget godtroende for at tro på, at man ved at skifte jakke kan vildlede politiet og holde sig usynlig for lovens lange arm.

Der er ikke noget fundamentalt galt med filmen, men den skiller sig dog heller ikke ud som særlig original eller fascinerende. Scenerne foregår i et behersket, ildevarslende tempo. Men der er dog også mange øjeblikke, der er følelsesmæssigt effektive, så filmen er næppe spild af tid.

The Next Three Days
Se spilletider
Se filminfo