Flere nyheder

 
Teater
En musical med hjerne, hjerte og mod

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En musical med hjerne, hjerte og mod
Fre. 14. jan. 2011

Efter en fænomenal succes på Broadway og Londons West End er Det Ny Teater nu klar med en spektakulær opsætning af musicalen "Wicked". Teatret er bygget totalt om til den nye fysiske produktion med to stærke kvinder i front i en fortælling om venskab, magt, undertrykkelse og det at være anderledes. (Foto: Jonas Lodahl)

På Shiz-universitetet møder vi smukke Glinda (Annette Heick,) som altid får sin vilje, og søstrene Nessarose (Anaïs Lueken) og Elphaba (Maria Lucia). Af ukendte årsager er Elphaba født med grøn hud, og alle væmmes ved synet af hende. Glinda og Elphaba afskyr hinanden, men da de kommer til at dele værelse, knytter de et særligt bånd. Deres venskab lider dog under deres forskellige personligheder, deres syn på Troldmandens regering, og at de begge kaster deres kærlighed på den særdeles overfladiske prins Fiyero (John Martin Bengtsson - hvis præstation lader noget tilbage at ønske).

Efter at hun har deltaget i et eftertragtet trylleseminar hos universitetets forstanderinde, Madame Morrible (Marianne Mortensen), går Elphabas højeste ønske i opfyldelse, da hun får lov til at møde Troldmanden af Oz. Elphaba erfarer dog hurtigt, at Troldmanden ikke er så "wonderful" som navnet antyder, og at han ønsker at misbruge hendes evner til et ondt foretagende. Da Elphaba nægter, udråber han hende til Vestens Onde Heks, og hun må flygte for livet.

Musicalen Wicked er ikke en fortsættelse eller omskrivning af klassikeren Troldmanden fra Oz. Vi befinder os i Oz, i tiden før Dorothy ankommer i technicolor. Der er dog flere referencer til den originale fortælling i forestillingen, hvilket gør det svært ikke at forsøge at sætte de to sammen, alt imens stykket udfolder sig på scenen.

Scenograf og kostumedesigner Paul Farnsworth har forvandlet Det Ny Teater til et mørkt, men farverigt eventyrunivers, hvor 60 plasmaskærme, 500 hjul og store projektionsvægge fortryller publikum. Udover dette er Stephen Schwartz' sangnumre intet mindre end fantastiske og flot oversat af Jesper Malmose og Adam Price.

Maria Lucia er ikke fremmed for de skrå brædder. Efter sin professionelle scenedebut som Belle i Det Ny Teaters opsætning af Skønheden og Udyret, har hun for alvor rystet Popstars-støvet af sig, og som Elphaba i Wicked viser hun for alvor, hvad hun kan. Dette efterlod undertegnede trykket helt tilbage i det fløjlsbløde sæde med tøjlesløse kuldegysninger.

I den største produktion fra Broadway siden Phantom of the Opera er det modigt at vælge en debutant som den ene hovedrolleindehaver. Sangene kræver et stort register og en kontrolleret vokal, og der er langt fra Melodi Grand Prix-deltager til musicalstjerne. Ikke desto mindre beviser Annette Heick i første sang i 1. akt, at hun ikke falder igennem i forhold til den mere musicalerfarne Maria Lucia, og at hendes vinger bær'. Ikke kun med sang imponerer Annette Heick, hun leverer også en gennemført sjov karakter, som med sin blonde charme har publikum trygt placeret i sin hule hånd.

Kort sagt: Wicked er tryllebindende!

Wicked - Det Ny Teater
Se spilletider