Flere nyheder

 
Teater
Er der en læge til stede?

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Er der en læge til stede?
Fre. 28. jan. 2011

Vi fejler mere end nogensinde før, og diagnoserne flyver om ørerne på os. Det, der før var et vilkår ved selve livet, bliver i dag sygeliggjort. Molières komedie "Den Indbildt Syge" fra 1673 har netop fået premiere på Folketeatret og forsøger at fortælle os, at selv i 2011 er der grund til at være kritisk over for lægestanden. (Foto: Thomas Petri)

Vi befinder os på Molières tid, men med spor fra nutiden. Blandt andet er hovedpersonen Argans (Kristian Halken) sko moderne kondisko, som ved hjælp af tyl og stof får barok karakter. Udover denne lidt pudsige gimmick er kostumer og make-up meget franske. Instruktør Kim Bjarke har ikke lavet en moderne omskrivning af stykket, men alligevel sniger Rasmus Seebach sig ind i et tidløst teaterstykke til tonerne af "Engel".

Hypokonderen Argan ønsker at gifte sin datter Angélique (Johanne Louise Schmidt) væk til lægen Thomas Diafoirus (Kristoffer Fabricius) for på denne måde at sikre sig, at han altid vil have en læge i nærheden. Kristian Halken er uden tvivl en dygtig skuespiller, og han passer rigtig godt til rollen som hypokonderen, der har så travlt med at skaffe den rigtige svigersøn, at han til stor fornøjelse for sine nærmeste - OG publikum - ofte glemmer, at han er syg. Også Kristoffer Fabricius har sin charme i rollen som den nyuddannede, dukkelignende, men fantasiløse læge på en tid, hvor den latinske kunnen er i højsædet.

Ditte Hansen spiller den manipulerende, men godhjertede tjenestepige Toinette, som via tarvelige tricks prøver at få Argan til at indse, hvordan lægerne forsøger at fastholde ham i sygdom, og således er der lagt op til forklædninger og bedrag. Ditte Hansen kan dog ikke skjule sin revybaggrund, og hun er ikke bange for at komme i karambolage med publikum. Hun balancerer på en knivsæg mellem skuespil og revy, men kammer flere gange over i humor under bæltestedet, og man kunne pludselig tro, at man var havnet i årets Crazy Christmas Cabaret.

Scenografien er holdt i blå og hvide striber, som mest af alt leder tankerne hen på det nutidige sygehusvæsens sengelinned og er en god ramme om fortællingen, som dog er forgiftet med fald-på-halen komik. De underliggende og mere alvorlige pointer fra Molières oprindelige stykke drukner i farcen og efterlader derfor ikke et større indtryk.

Kim Bjarkes version bliver næppe en evig klassiker, men den er ganske underholdende, og Kristian Halken hiver Den Indbildt Syge op på 3 stjerner og gør den til et seværdigt stykke - om ikke andet for at få motioneret smilebåndet.

Folketeatret - Den Indbildt Syge
I marts og april turnerer forestillingen rundt i landet
Se turnéplan