Flere nyheder

 
Litteratur
Syndflodens år

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Syndflodens år
Ons. 30. mar. 2011

I Margaret Atwoods dystopiske fortælling "Syndflodens år" følger vi to kvinder i en verden før og efter sammenbruddet.

Guds Gartnere er en gruppe religiøse, vegetariske økofanatikere, der indtil en pandemi breder sig over jorden overlever på hustage, hvor de dyrker grøntsager, der skal sikre deres overlevelse under den syndflod, de er blevet varskoet.
Mens menneskeracen er udryddelsestruet på grund af overbefolkning og ondskab, er Gartnerne fritaget. De har til hensigt at flyde oven på Den Vandløse Syndflod - de skal være deres egne "arker" og har gemt forråd på strategiske steder. Dyrenavnene lært udenad tilsvarende den samling af dyr, Noah havde med på sin ark.

Syndflodens år er ifølge bogen år 25. Bogens fortælling sker i krydsklip mellem de 25 år op til sammenbruddet og kvinderne Toby og Rens oplevelser efter sammenbruddet. De er de eneste overlevende efter den tørre syndflod - en stor ukontrollabel epidemi, der lægger verden øde.

Ren er en ung natklubdanserinde, og Toby arbejder under dække som bestyrer af et helsecenter. Begge er de tidligere aktive i Guds Gartnere - de har hver deres historie at fortælle om, hvorfor de endte blandt Guds Gartnere, og hvorfor de ikke længere befinder sig i sektens midte.

Verden før syndfloden er et opdelt samfund: På den ene side det etablerede samfund med højteknologiske løsninger, materielle goder og overfladiskhed, samt overvågning og stærk kontrol fra Koncernerne. Ved siden af findes "plebsområdet", hvor lovløshed og bander regerer. I plebsområdet findes sekter som Guds Gartnere, der overlever som de bedst kan og med troen på, at der er en bedre måde at leve i verden på.

Imellem fortællingerne fra de to hovedpersoner er gengivet en prædiken fra Gartnernes leder "Adam Et" samt salmer fra "Guds Gartneres Mundtlige Salmebog". Prædikenerne og salmerne er meget udførlige og gode til at understøtte universet med alle dets mærkværdige helgendage og livsindstillinger. Alle dage har f.eks. et helgennavn, som man skal lære udenad - der er f.eks. Sankt Dian Fossey, der gav sit liv for at forsvare gorillaerne.

Margaret Atwoods opfindsomhed og iderigdom er stor; genetiske dyr som løvlam, grønne kaniner og stinkbjørn er med til at underbygge universets fuldstændighed.

Margaret Atwoods nye bog falder meget godt i tråd med hendes tidligere forfatterskab, hvor hun også har haft stor fokus på fortællinger, hvor de mindre flatterende træk i vores samtid fremskrives i en forvrænget udgave og skaber en mørk og samtidig satirisk karikatur af et fremtidigt dystopia.

En stor udfordring for læseren ved fortællingen er at kæde de forskellige personer og begivenheder sammen, og først sidst i historien får man en bedre idé om tidslinjen. Selvom bogens idé er fantastisk og gennemført, så får bogen ikke en topanmeldelse pga. sin manglende evne til at binde historien sammen og fange læseren tidligt i bogen.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Magaret Atwood: Syndflodens år
Lindhardt og Ringhof, 494 sider
ISBN:978-87-114-1634-1