Alf er navnet på en langpelset, sorthumoristisk lille, korpulent fyr fra det ydre rum, der terroriserer sin værtsfamilie og som gennem utallige tv-afsnit forsøger at æde familiens kat. Alf er også navnet på svenske Håkan Åkesson, som nu barsler med sit fjerede albumudspil med hjemmeproducerede, rustne singer/songwriter sange. Hvad har disse to med hinanden at gøre? Intet, absolut intet!
Der er ikke noget specielt humoristisk over Alfs lavbudgetterede folkpop, der med langsomme, drævende bevægelser kredser om eksistentielle spørgsmål med krøllede og varierede udtryk. Svenskeren, som har tre albums bag sig og to svenske P3 Guld-nomineringer samt imponerende elleve singler i rotation på P3, er ikke en hr. hvem-som-helst. Der er tale om en rutineret herre, der er gået i studiet alene og har indspillet ti alvorlige sange på egen hånd. Resultatet af det er både godt og skidt.
Musikeren Alf trækker i sine melodier på tydelige veksler af tidlig Byrds og Beach Boys, uden at det på nogen måde bliver overstyret eller surf-pop. På "Du och Jag" ligger vokalen som en trist afskedssang til livets glæder, men med flotte vokalharmonier og med en fin fremadskridende underliggende melodi.
På "Kongens By" bliver der åbnet mere op for vokalen, og det er også et af albummets stærkeste skæringer med lidt mere tempo, men stadig med en lidt gumpetung tresserinspireret hymne.
De steder, hvor Alf har mere at byde på, er, når han skruer lidt op for støjen og bliver lidt mere kantet og inderlig. Og det bliver han faktisk på "Fast I Ett sommarregn", som lyder som ekstranummeret til Jesus and Mary Chains album Darklands. Det næsten søvngængeragtige tema, kombineret med en bagvedliggende rusten guitar og den melankolske vokal fungerer rigtig godt her, og det er netop her, der skabes fine tegninger i sandet til noget rigtig interessant.
Problemet er blot, at Alf selv hvisker flere af disse tegninger ud med sine løst skitserede sange, der ofte har det med kun at være anslag. Det er små fortællinger, med fine melodier og momentvist også en spændende instrumentering, men jeg mangler fornemmelsen af et velvoksent band bag Alfs vokal. Der går for meget selvstudie i projektet, og selvom mange af numrene er både sympatiske, indlevende og insisterende, bliver de for udflydende på den måde, at de aldrig rigtigt sætter sig fast på nethinden.
De sidste tre numre eksemplificerer meget godt problematikken. "Fel Igen" og "Jag Står Och Ler" har både tempo og tyngde og et stramt drive, der giver lyst til mere, men på den afsluttende "Tusta År" bliver det hele mudret sammen i noget underligt rod af keyboard, distortet guitar og en fjern vokal, og det hele løber ligesom ud i sandet igen.
Alf kan sagtens lave spændende og vedkommende sange, og der er masser af potentiale i hans kreative værker. Men alt for ofte forbliver hans melodier skitser til noget større og bedre. Uforløste og for ufokuserede, selvom Alf selv siger om albummet: "Jeg har delvist forsøgt at afspejle den musik, jeg voksede op med, men har opdateret den gennem den, jeg er i dag."
Et sympatisk projekt og delvist vellykket, men også kun delvist.
Vi ville förändra vår tid men den förändrade oss har release 6. april 2011.
Label: Toomanynotes
