Flere nyheder

 
Litteratur
Den forvanskede ode

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den forvanskede ode
Tir. 5. apr. 2011

Nicolaj Stochholm leder læseren fra et Danmark, der beskrives som en militant politistat, ind i poesiens svævende verden i samlingen "Odefabrikanten". Den er svært tilgængelig, men anbefales alligevel på det kraftigste.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke normalt anmelder eller omtaler lyrik, og Nicolaj Stochholm er ikke en digter, der åbner sig for læseren og inviterer uindviede ind i lyrikken. Der er ikke nogen letforståelige pointer i Odefabrikanten. Når samlingen alligevel kan anbefales til udenforstående, er det på grund af digtenes sublime rytme og Stochholms unikke greb om det danske sprog.

Titlen Odefabrikanten har ikke blot en sær tiltrækningskraft, den rummer så at sige hele det modsætningsforhold, der præger samlingen. Mens ode leder tankerne hen mod klassisk, højstemt digtning, en hyldest til en myndighedsperson, lægger fabrikanten op til mekanik og industri. Struktur og orden. I denne sammenhæng bliver ordet ode forvrænget og får en sarkastisk klang. Netop konflikten mellem samfundets strukturerede politistat og en skrøbelig, spøgelsesagtig verden, der må være digterens egen, er omdrejningspunktet for samlingen. Gennem tre dele foretager læseren rejsen fra vores verden, præget af ord som generalstab, riffelgang, magten og jagerbomber, og ind i poesiens sfæriske univers. Mest konkret er samfundskritikken i digtet "Forstenet hest", der i samlingens afsluttende noter endda bliver forklaret som en reaktion på rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro, hvor afviste asylansøgere havde søgt tilflugt.

Men selv om resten af samlingen ikke deler dette digts konkrete udgangspunkt, er tonen alligevel den samme: Tung, grå, mørk som det enkle omslag. Her er ingen trøst at hente. Kun flugten er en mulighed. Rejsen ind i poesien foretages ikke af lyst - nej, læseren presses og tvinges derind.

Men det er kun i digtets sprog, at denne tvang eksisterer. For med samlingen i hånd er der ingen grund til at presse sig videre hen over linjerne. De banker, hamrer og svæver sig ind i læserens bevidsthed sikkert og elegant. Odefabrikanten er trods sine barske, utilgivende skildringer et smukt bekendtskab, som jeg godt tør anbefale til alle, som har en forkærlighed for det danske sprogs største nutidige mestre.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Nicolaj Stochholm: Odefabrikanten
Gyldendal, 58 sider
ISBN: 870-210-8248
Udkommet: 18. marts 2011