|
|
(Foto: Warner)
Instruktøren Zack Snyder har efter sin succes med film som "Watch Men" og "Dawn of the Dead" for første gang instrueret en selvskreven historie, og det er der kommet et bogstaveligt sansebombardement ud af. Med flere fantasifulde krigssekvenser blæses man væk af billedsiden, men desværre efterlades man også med en følelse af ligegyldighed langt tid før, filmen slutter.
Allerede fra filmens effektive prolog giver Sucker Punch slip på realismen og hopper ind i et filmisk univers med sine egne regler opbygget omkring musikvideoens æstetik. Vi introduceres til pigen Baby Doll, der af sin onde stedfar indespærres på et sindssygehospital. Inden for fem dage skal Baby Doll have det hvide snit, og hendes eneste måde at undslippe den grumme skæbne synes at være igennem hendes fantasi, hvorigennem en mentor og fire følgesvende kan hjælpe hende med at flygte fra anstalten, før det er for sent.
Sucker Punch har mange flotte visuelle ideer, og de fantastiske verdener, som filmen leverer, er et sammensurium af forskellige stilarter, der sjældent er set kombineret så frit fra fantasien som her, hvor Baby Doll må slås mod kæmpesamuraier med gatling guns og slagte zombier i første verdenskrigs skyttegrave. Temaet om drømme og fantasi som en flugtmulighed fra en grum virkelighed får en film som Pans labyrint frem i tankerne. Men hvor Pans labyrint formåede at skabe en rørende historie, hvor man for alvor frygtede for hovedpersonens liv, er Sucker Punchs hysteriske fantasifuldhed og æstetiske overflod i stedet med til at drukne ens medfølelse for karaktererne.
Og hvor kommer alle disse fantastiske elementer fra? Grundfortællingen foregår i noget, der minder om et halvtredser-univers, og der er intet i Baby Dolls karakter, der forklarer, hvor de forskellige fantastiske elementer kommer fra. Derfor forbliver billederne og karaktererne distancerede fra hinanden. Filmen står tilbage som en manifestation af en drengenørds vildeste fantasier, lige fra de pudsige blandinger af anden verdenskrigs bombefly med Ringenes Herre-drager til pigerne i de stramme korsetter og små skoleuniformer, der skyder løs med store våben.
Sucker Punchs største og eneste aktiv er dens hengivenhed til visuelt lir. Det er noget, som instruktøren Snyder har gjort til sit varemærke især med filmene 300 og Watch Men, der også bød på unikke og flotte billeder, men som led af samme fortællevanskeligheder som Sucker Punch. Filmens billeder overrumpler ganske vist én, som et pludseligt slag i maven ville gøre det, men det er et slag, der ikke efterlader én med særlig megen følelse af at være blevet ramt der, hvor det gælder.
Sucker Punch
Se spilletider
Se filminfo
