Egå Engsø

Egå Engsø er et skønt, rekreativt område etableret i 2006, da man oversvømmede en række enge beliggende mellem Vejlby, Elev, Lystrup, Risskov, Mollerup og Egå. Stedet var oprindeligt et vådområde, der blev drænet i 1950'erne og brugt til landbrugsjord. Med hele 169 forskellige fuglearter registreret ved Egå Engsø er det skønne område ved Egå et paradis for fugleinteresserede. Men også for andre er det et fantastisk sted at tilbringe eksempelvis søndag eftermiddag. Udover fuglene kan man nemlig nyde det smukke landskab, der strækker sig så langt øjet rækker. Stisystemet rundt om søen er på 5,2 km. så hvis du er til løb er det en smuk rute at tage en eller to gange rund. På sydsiden er der rejst et fugletårn, som giver overblik over hele søen. Og tæt derved er aktivitetspladsen som blev etableret i 2007 som et led i Aarhus Kommunes plan om at bygge nye og mere udfordrende legepladser. Området er udformet med temaet Stenalderen, fordi det er anlagt et karakteristisk sted for en stenalderboplads og er således indrettet, så der er en klar sammenhæng med omgivelserne. Aktivitetspladsen kombinerer legeredskaber med de udfordringer, et spændende og varieret landskab giver

Egå Engsø

Lystrupvej 100

8240 Risskov

Yderligere information: Hjemmeside