Danseundervisning

Forløs og giv fri - med bolde, bevægelser og bekræftelser

Pris: (Pris: 3250 kr)
Sted: Den Holistiske Højskole, Stensbækvej 29, Gram.
Arrangør: Den Holistiske Højskole
Forløs og giv fri - med bolde, bevægelser og bekræftelser
I denne weekend fordyber vi os i at slippe og forløse spændinger både i kroppen og på det indre plan, for at erstatte dem med dét der føles bedre.

Der arbejdes således med at bevidstgøre og forløse både fysiske spændinger samt indre "spændinger" i form af følelser og overbevisninger, for ad denne vej at fremme oplevelsen af din værenstilstand på både det ydre og indre plan.

Kurset bliver tilrettelagt således, at der både lørdag og søndag er en god blanding af aktiviteter, som spænder fra mentale processer, hvor der både arbejdes i dybden og i overfladen, til fysisk udfoldende aktiviteter og processer. Vi vil til nogle øvelser benytte os af den skønne natur, der omgiver højskolen.

Bevægelsesdelen af undervisningen indbefatter instruerede øvelser, der centrerer sig omkring led-bevægelighed, balance og stræk med og uden musik. - Ad denne vej får vi en fokuseret "værensoplevelse" gennem kroppens bevægelse og sansningen heraf. Herigennem skærper vi vores bevidsthed og skaber muligheden for at slippe det der skal slippes, og højne fokusset på det som gavner og gør godt.

Derudover vil kurset rumme meditationer i form af bodyscans og guidede afspændinger samt skriveøvelser, hvor der arbejdes med at erstatte uhensigtsmæssige overbevisninger, med hensigtsmæssige overbevisninger.

Vi vil i løbet af lørdagens program arbejde med frigørelse af åndedrættet ved hjælp af instrueret "selv-massage" med grønne minibolde. De grønne minibolde er specifikt designet til dette formål, og kan gøres bløde og/eller hårde efter behov. Kroppen gemmer ofte på muskulære spændingstilstande, som i større eller mindre grad kan hæmme det frie åndedræt. Det arbejder vi med, på nænsom vis.