La Oficina

Suomisvej 4, Frederiksberg C

Torsdag den 24. oktober 2024, kl. 20.



Musik

Fie Eike - Women In Office

Dørene åbner 19:30 (koncertstart 20:00). Der spilles 2 x 30 min. med en mindre pause. Fie Eike - Women In Office.

Med melodiske og stemningsfulde engelsksprogede sange og instrumentale kompositioner sætter Fie Eike lyd til menneskelivets dybeste følelser og største kontraster af sorg, mørke, lys og håb. Hun skaber et fortryllende musikalsk rum af skønhed og dybde, anført af en rørende og kraftfuld vokal og klaver, ofte tilsat elektroniske elementer og lydoptagelser fra naturen.

Grundstemningerne i musikken hviler på nutidens oplevelser og barndommens erindringer fra den nordiske natur, særligt de danske skove, Vesterhavet og de norske fjorde og fjeldlandskaber. Herfra udforsker Fie Eike igennem musikken forholdet mellem mennesker og natur og undersøger, hvordan en dybere og mere meningsfuld forbindelse til naturen kan informere en større omsorg for både menneskelige og naturlige ressourcer i fremtiden.

Udlandet har allerede fået øjnene op for Fie Eike, som er norsk født og opvokset i Danmark. Hendes første to singler "The Nile" og "Sad", som udkom i begyndelsen af 2024, har høstet flotte roser fra toneangivende internationale tastemakers som Earmilk, Atwood Magazine og The Line of Best Fit. Singlerne er fra hendes kommende debut-album, som hun selv har skrevet og produceret.

Entré: 250 kr

Køb/bestil billet