Christianssæde Herregård

Kristianssædevej 3, Maribo

Søndag den 19. maj 2024, kl. 12:00.



Rock/Pop

Whitsun Festival 2024

Æstetikken fanger, musikken spiller, maden smager og vinen glæder. Velkommen på Whitsun - Lollands musikfestival, som udfolder sig for 3. gang på Christianssæde. Vi byder på musik og talks i de natursmukke parkomgivelser.

Destinationen er Christianssæde med tilhørende park, og den historiske barokherregård fra 1690 danner baggrund for musikscene og talksscene og festivalspladsen byder på lokale smagsoplevelser nøje udvalgt af arrangører. Festivalsområdet er indrettet med hyggelige, naturlige og minimalistiske elementer, så herregård og park kan komme til sin ret, dog med et 'splash' af farvefest - for gæsterne er selvfølgelig kommet til Christianssæde midt på Lolland for at have det festligt.

På 'Anemonescenen' opleves velkendte musiknavne og på vores talkscene - 'Christiansborgscenen' stiller vi skarpt på fremtidens gode liv, og vi får hjælp af relevante foredragsholdere. Vores intime festival er af højeste kvalitet, og med den skønne oplevelse i fokus, som imødekommer alle sanserne, ønsker vi at 'kickstarte' sommeren på Lolland med Whitsun.

Vores gæster kan glæde sig til et ærligt og grønt festivalsunivers. For bæredygtighed er en selvfølge i vores opbygning af Lollands nye festival, og som arrangører tager vi ansvar og prioriterer det grønne valg, ift. blandt andet engangsservice, pantsystem og affaldssortering. Produkter, madvarer, drikkelse og samarbejdspartnere er lokale og kvaliteten høj. Få en gourmet oplevelse skabt i samarbejde med lokale traktørsteder. Vi sætter rammerne for de boder som udlejes, og vi arbejder tæt sammen med aktører for at sikre, at standarderne lever op til gæsternes og vores egne forventninger. Vores busser henter og bringer fra og til Ryde Station og til de nærliggende byer Nakskov, Maribo, Rødby, Saxkøbing og Nykøbing, men kom også i bil og overnat på vores gratis teltplads op ad den smukke Christianssæde Skov.

Vi henvender os særligt til den kvindelige festivalsgænger, for hun har god smag og ønsker at deltage ved Whitsun af overstående grunde. Vores service og infrastruktur tilgodeser netop hendes behov, blandt andet med masser af sikkerhed på pladsen, rene toiletfaciliteter og kort kø til aperol spritz - og rosébar. Selvom vi fokuserer på det kvindelige segment, deres ønsker og behov, er der plads til alle på Whitsun. I Christianssædes ånd er VIP status skippet til fordel for egalitære værdier, hvor alle gæster har adgang til hele parkens oplevelser og faciliteter. Børn kan nemt medbringes og partnere tages med under armen. Eventuelt overskud geninvesteres i Lolland igennem Team Sydhavsøernes foreningsaktiviteter og Christianssæde ønsker at øremærke overskuddet til forbedrede adgangsforhold i park og skov, som særligt tilgodeser kørestolsbrugere.

Vi ser frem til at skabe en skøn helhedsoplevelse på Lolland, hvor fællesskab og kvalitet sammensættes med en stærk tro på, at Whitsun Festival Lolland kan tilbyde et produkt på højde med andre succesrige festivaler og tiltrække et publikum med smag for kvalitet, autenticitet og bæredygtige værdier.

Happy Whitsun!

Entré: Voksen 850 kr / Ung 250 kr / Barn 50 kr

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden