Nørre Snede Bibliotek

Skolegade 2, Nørre Snede

Onsdag den 11. september 2024, kl. 19-21.



Foredrag

Forfatteren Jens Smærup Sørensen fortæller

Jens Smærup Sørensen vil fortælle om sin nyeste bog "Evigt i tiden", der foregår i forskellige epoker i årene omkring de seneste tre århundredskifter.

Men personerne er hele tiden de samme: Lone og Jakob og deres familie og andre af folkene i Skovby. Vi følger deres liv som det formes og udvikler sig under den enevældige konges landboreformer, i højskolernes og andelsforetagendernes storhedsperiode, og i vores tid hvor de som moderne fødevareproducenter må forholde sig til en miljøbevidst offentlighed. Og har de måske allerede gjort sig til medskyldige i katastrofale klimaforandringer?

Jens Smærup Sørensen (f. 1946) har et stort og omfangsrigt forfatterskab, som indeholder alt fra digte til børne- og ungdomsbøger. Se hvad dit bibliotek ellers har på hylden. Mest kendt er han for sine noveller og romanerne 'Mærkedage' (2009) og Klinten' (2020). Han skriver katastrofalt smukt om mødet mellem det traditionelle og det moderne. Et tema der går igen i romanen 'Evigt i tiden' (2023).

Entré: 50+gebyr