BMW Experience Center by Jan Nygaard AS

Firskovvej 33, Kongens Lyngby

Torsdag den 13. juni 2024, kl. 19.30-22.



Klassisk

Musik fra en fjern planet

Program: John Williams (1932-): Star Wars suite for orchestra. Gustav Holst (1874-1934): Planeterne Dirigent: Marco Crispo. Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester.

Til denne koncert vil Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester med Marco Crispo i spidsen tage publikum med på en rejse i rummet for at besøge fjerne planeter og ukendte galakser. Vi lægger ud med uddrag fra den populære filmmusik til Star Wars. Musikken til den oprindelig film, som udkom i 1977, er komponeret af John Williams, og musikken i de efterfølgende film, komponeret af en række personer, baserer sig alle på musik der tager sit afsæt i temaer fra i den oprindelige musik.
Dernæst følger vi op med den britiske komponist, Gustav Holsts mest kendte og yndede værk, Planeterne, som tager os på en musikalsk rejse gennem de 7 planeter i solsystemet, som gennem musikken over 7 satser bliver skildret med hver deres 'personlighed'. Planeterne blev komponeret i årene 1914-1917 og havde sin debut in Queens Hall i London i 1918 og blev efterfølgende hurtigt et populært og yndet værk, som er blevet indspillet mere end 80 gange.
Marco Crispo, dirigent
Orkestret bliver ledet af Marco Crispo, som oprindeligt er uddannet i klassisk guitar fra konservatoriet i Messina og efterfølgende har studeret komposition ved International Piano Academy i Imola. I 2012 påbegyndte Marco studierne i direktion ved Accademia Musicale Pescarese, og da han 3 år senere dimitterede fortsatte han på dirigentklassen på Norges Musikkhøgskole, hvorfra han dimitterede i 2019. Senest har Marco studeret i solistklassen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Giordano Bellincampi og Michael Schønwandt samt deltaget i et væld af masterclasses i direktion. Desuden har Marco allerede dirigeret en lang række professionelle orkestre i Danmark, Norge og Italien.
Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester
Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester (LTSO) er et levende og aktivt amatørsymfoniorkester, der oprindelig var en del af Lyngby-Taarbæk Kommunes frivillige skolemusik, men som nu er en selvstændig forening. Der er ca. 90 medlemmer i alderen 20-85 år. Orkestret har ry for at være et af landets mest velspillende amatørorkestre, og dets ambition er at skabe kulturelle oplevelser af høj kunstnerisk kvalitet. LTSO præsenterer i årets løb en bred vifte af symfonisk musik og henvender sig dermed til forskellige typer publikum. Orkestrets musikformidling sigter på at skabe overraskende koncertoplevelser og give publikum nye perspektiver på musikken. Derfor veksler programmerne fra store, klassiske symfonier til nyere værker for kor, solister og orkester, fra filmmusik til wienervalse, fra opera til folkemusik.

Køb/bestil billet