DAC, Dansk Arkitektur Center

Bryghuspladsen 10, København K

Tirsdag den 7. maj 2024, 08:15-09:15.



Andet

MorgenDAC: Hvordan vinder man kommunalvalget i København?

Der er så småt ved at være prikket hul på valgkampen op mod næste kommunalvalg - og især i København er brikkerne kastet op i luften.

Men hvilke dagsordener bliver udslagsgivende hen mod valget og hvilke dagsordenener, skal man som politiker være varsom med at gribe?

Det var i høj grad den iltre debat om Amager Fælled og Lynetteholm, der fyldte ved det seneste valg i København og var med til at afgøre, hvor krydset blev sat. Men er det fortsat store byudviklingsprojekter, der deler vandene eller er nye dagsordener begyndt at snige sig ind i vælgernes bevidsthed?

Til denne MorgenDAC tager vi valgkampen på forkant. Hvad bliver definerende for kommunalvalget både nationalt og specifikt for hovedstaden - hvor det er umuligt at se bort fra, at den historiske magtbalance i København har forskudt de seneste år, og det ikke længere er givet, hvem der ender med de afgørende mandater.

Vi ser på, hvilke strategier de forskellige politikere og partier kan lægge for at nå ud til vælgerne, som ud over at være landets yngste også er kendetegnet ved de store ekstremer - fra de meget velhavende og ressourcestærke og ud til dem, der set i et nationalt perspektiv er præcis det modsatte.

Hvilke dagsordener er der stemmer i, og er det TikTok, paneldebatten eller noget helt tredje, der gør dig synlig som politiker hos de virkelig mange vælgere, der kun har boet kortvarigt i København, og som med stor sandsynlighed flytter igen snart?

Vi spørger den mangeårige rådgiver indenfor public affairs og tidligere pressechef på Københavns Rådhus, Carsten Mai, og tidligere Venstre-borgmester i København, Pia Allerslev, der ligeledes opererer som rådgiver.

Om MorgenDAC
MorgenDAC er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Bliv opdateret til en klog morgenkaffe hver tirsdag inden arbejde. Det er gratis at være med.

Efter arrangementet har du mulighed for at se vores aktuelle udstillinger inden huset åbner eller besøge DAC Café.

Husk, at du kan lytte til podcasts fra vores tidligere MorgenDAC-events, som vi udgiver i podcasten Byen forfra. Søg på Byen forfra, der hvor du lytter til podcast.

Fri entré

Læs mere på hjemmesiden