HAUT

Lygten 39, København NV

Onsdag den 15. maj 2024, kl. 16-18.



Foredrag

Conversations on: Dokumentation af scenekunstneriske processer

Som del af HAUTs undersøgelse af det at arkivere og artikulere den scenekunstneriske proces, inviterer vi Marie Mors og Mette Tranholm til at komme og dele deres viden med os.

De har sammen og hver især beskæftiget sig med at arbejde strategisk med at dokumentere og gøre scenekunstneriske processer og metoder tilgængelige gennem det skrevne, både igennem BETTY Udvikler, Corpus Shares, og Feedback i scenekunstneriske processer. Hvordan kan man på skrift artikulere scenekunstneriske processer? Hvorfor er det vigtigt? Hvad er potentialerne og udfordringerne ved det? Hvad sker der når vi åbner et arbejdsrum op for dokumentation og refleksion? Hvad er formålet med skrivningen? Hvordan kan en deling af proces og metode være en ressource for andre? Både dem inde og udenfor institutionerne? Hvorfor skrive flere sammen? Hvorfor er alt dette vigtigt?
I løbet af samtalen åbner vi rummet op, og vi inviterer alle, der på den ene eller anden måde er optaget af proces, kunstnerisk udvikling eller arkivering og dokumentation af proces til at dele de spørgsmål, tanker eller refleksioner der måtte dukke op undervejs.
N.B. Dette arrangement foregår på dansk // This event will be in Danish
Referencer:https://bettynansen.dk/betty-udvikler/https://www.scenekunstproces.dk/https://kglteater.dk/om-os/nye-formater/corpushttps://kglteater.dk/om-os/nye-formater/koreorama

OM MARIE MORS
Cand.mag. i Teater-og Performancestudier fra Københavns Universitet og specialiseret i scenekunstneriske udviklingsprocesser. Hun har arbejdet som dramaturg og proceskonsulent på flere teatre. Hun har siden 2013 været kunstnerisk proceskonsulent i Den Kongelige Ballet, hvor hun arbejder med kunstnerisk og organisatorisk udvikling. Hendes udviklingspraksis fokuserer på talentudvikling, koreografisk nyskabelse og kunstneriske samarbejdsprocesser.
OM METTE TRANHOLM
Ph.d. i Teater- og Performancestudier fra Københavns Universitet, freelancedramaturg og ansvarlig for BETTY UDVIKLER på Betty Nansen Teatret. Hun forsker i samtidsscenekunst, performancekollektiver og skuespilteknikker i et nymaterialistisk perspektiv. Hendes dramaturgiske praksis centrerer sig om det åbne værkbegreb og eksperimenterende fortælleformer.

OM FORMATET 'CONVERSATIONS ON'
Et samtale- og vidensdelingsformat, der skal gøre os klogere sammen og sætte vigtige diskurser på dagsordenen. Det er et rum, der åbner samtalen om scenekunsten og kunstnerisk udvikling, og som bringer nye perspektiver i spil.
Fotograf Pernille Kaalund.

Køb/bestil billet