Bårse Præstegård

Præstegårdsvej 5, Præstø

Søndag den 25. august 2024, kl. 14.



Andet

Sommerfest

Søndag d. 25. august er det tid til årets traditionelle sommerfest i Bårse præstegårdshave. Vi starter sædvanen tro med gudstjeneste kl. 14.00 i Bårse Kirke, hvorefter vi går over i teltene i præstegårdshaven og får kaffe og småkager.

Kl. 16.00 starter koncerten i haven, og vi skal i år høre kvartetten Sisters of Mercy synge sange af den canadiske sanger og digter Leonard Cohen. Et særkende for Cohen er koblingen mellem det sanselige og det spirituelle. Med sin unikke evne til at sammensmelte kærlighed, lidenskab og spiritualitet markerede han sig gennem fem årtier som hjertets krønikeskriver par excellence. Sisters of Mercy formidler Leonard Cohens stemningsfulde værker med særligt blik for hans kvindeskikkelser og uortodokse brug af religiøse temaer. Cohens egen baggrund var jødisk men hans åndelige søgen universel. Mange af hans tekster refererer til bibelske beretninger; fra Kong Davids betagelse af Betsheba i "Hallelujah" til Jesu lidelseshistorie i "Suzanne". Andre udtrykker salmeformens lovprisning eller gendigter helgenfabler som den om Jeanne d'Arc. Samlet set en perlerække af sange hvor skønhed, smerte og længsel er uløseligt forbundne som brikker i livets mosaik. Sisters of Mercy iklæder Cohens tekster et minimalistisk musikalsk udtryk, der lader ordenes brutale sårbarhed og melodiernes skønhed stå i centrum. Med haven under den åbne himmel som perfekt ramme fortolkes Leonard Cohens legendariske klassikere og giver en unik mulighed for fordybelse i et skelsættende poetisk univers. Tilmelding sker til Susanne Olsen, Bårse, på tlf. 25342331.

Læs mere på hjemmesiden