Fåborg Havn

Munkholm 11, Faaborg

Torsdag den 22. juli 2021, kl. 20.



Folk/Vise/Country

Visens Skibs 20 års jubilæumstogt

Visens Skibs fribyttere har optimistisk planlagt at lægge fra land i 2021 og give koncert i den blå time i humoristisk sam- og modspil med hinanden og ikke mindst med tilhørerne. Medbring godt humør og sangglæde samt evt. stole, tæpper og paraplyer.



Visens Skib er både en forening og det patenterede varemærke for et underholdende kulturpolitisk fremstød i form af en sommerturné med gratis koncerter af høj kvalitet, som foregår på forskellige havne i de indre danske farvande. Visens Skibs koncerter har til formål at fremme kærligheden til og brugen af vores fælles danske og folkelige vise- og sangskat.

Under Visens Skibs sommertogt sejler besætningen hver dag til en ny havn for at underholde gratis med danske sange og viser, hvis vejret eller andre forhold ikke forhindrer, at vi overhovedet kan nå frem til næste havn eller medfører, at vi ikke underholde udendørs med et ubeskyttet PA-anlæg.

Bliver der mon et 20 års jubilæumstogt for Visens Skib?
Det håber de gæve fribyttere udi sang og musik selvfølgelig kan lade sig gøre i den kommende sommer - for coronasikker fællessang på TV er rigtig dejligt, men kan aldrig blive det samme som at være sammen og synge og gynge med på vores fælles danske vise- og sangtradition en dejlig sommeraften på en lille dansk havn.

På et offentligt tilgængeligt havneterræn kan Visens Skib dog ikke kontrollere coronapas endsige tillade sig at udelukke personer, som mangler et coronapas. Det vil sige, at turnéplanen for 2021 offentliggøres med det forbehold, at op til 1000 i sommerferietiden har fået lov at forsamle sig udendørs uden at skulle redegøre for, om de er testede, vaccinerede eller allerede har stået en coronainfektion igennem. Hvis dette ikke er tilfældet, kan Visens Skib ikke gennemføre sommertogtet som planlagt.

Da Visens Skib har været på farten hver sommer fra 2000, skulle vi egentlig i 2020 have fejret vores 20 års jubilæum, men det blev desværre - som så meget andet godt - effektivt stoppet af en rigtig træls virus fra Kina. Lige som så mange andre arrangører, måtte vi nemlig i 2020 lægge sommerens morsomste selvgroede kulturfremstød for dansk sangglæde i mølposen.

Jubilæum eller ej - først og fremmest har vi i 2020 sådan savnet vores mange sangglade tilhørere på havnene og håber, I også har savnet os, og at I igen i 2021 vil være klar på kajen kl. 20:00 med klapstole, tæpper, paraplyer, termokaffe og godt humør, når vi forhåbentlig kan få lov at lægge til med Visens Skib og underholde i den blå time.

Flere søforklaringer og ramsalte skrøner om Visens Skib kan hentes på hjemmesiden www.visensskib.dk

Fakta om Visens Skib
Siden Niels Skouby og Leni Petersen i 2000 søsatte den første koncertturné, er Visens Skibs årlige sommertogt blevet en stadig mere kendt tradition. Interessen har været støt stigende gennem alle årene, vi har været på farten, og er altid afhængig af den enkelte havns opland og det strålende danske sommervejr.

Niels Skouby alias Kaptain Høiben, som ejer SY Ellinor af Ebeltoft alias Visens Skib, har taget initiativ til den sejlende viseturné, som er det morsomst tænkelige og samtidig mest overbevisende kulturpolitiske fremstød for god dansksproget sangpoesi. Båden stilles gratis til rådighed af Niels og ingen af de vekslende dygtige amatører, semiprofessionelle eller professionelle solister ombord profiterer af koncerterne.


Fri entré