Bønnelyches Pakhus

Adelgade 17, Nysted

Torsdag den 22. juli 2021, kl. 15-16.30.



Billedkunst

Digtertræf i Pakhuset: Marianne Larsen og Thorvald Berthelsen om strandkanter, stormfloder, natur- o

Der bliver ingen vandede vittigheder eller forsøg på at træde vande, men derimod jongleret med ord på højt plan, når Marianne Larsen og Thorvald Berthelsen indtager Bønnelyches Pakhus i Nysted. Det sker torsdag den 22. juli kl. 15-16.30, hvor de to digter.



Marianne Larsen (født 1951 i Kalundborg) har 50 års jubilæum som digter i år. Hun læser op fra sin seneste digtsamling "den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september".

Thorvald Berthelsen (født 1948, bosiddende i Sakskøbing) læser op af sine digte om klimakrisen, Lolland-Falster og Sisyphos-arbejdet med drømmeformgivning fra "Huds tektoniske plader".

Sammen causerer de om naturkræfternes indvirkning på samfundskræfterne og omvendt, bl.a. under stormfloder og højvande. Thorvald Berthelsen læser her op fra sit essay med den fyndige titel: "Sophus Claussen, Stormfloden, Forfatningsstriden og Lolland-Falsters Folketidende". Marianne Larsen vil læse fra sit essay: "Glæden ved strandkanter".

Der er gratis adgang til digtertræffet og til udstillingen, der viser 134 værker af sammenslutningens kunstnere. Der er både maleri, grafik, skulptur tekstilkunst og en 5 timer lang lydinstallation med optagelser fra flere forskellige lolland-falsterske strandkanter.

Så der er med andre ord meget både at se på og høre i det smukke gamle pakhus, som er et besøg værd i sig selv.

"Højvande" er støttet af Guldborgsund Billedkunstråd, Guldborgsund Kommune, Thorkild Høeghs Mindelegat og Statens Kunstfond.


Fri entré