Tobaksgaarden

Tobaksgården 7, Assens

Søndag den 19. marts 2023, kl. 14.



Billedkunst

3 Generationer

En udstilling om slægtskab og inspiration. Udstillingen er skabt af billedkunstnerne Elisabeth Rask og Vibeke Rask som en hyldest til moren og mormoren Kate Nyborg som tak for den inspiration, hun har givet dem. Der vises værker af alle tre.

Vibeke og Elisabeth fortæller: "Vi har begge et behov for at male og har tit tænkt over, hvor det kommer fra. Meget kommer uden tvivl fra Kate. Nu har vi fundet de nedarvede billeder frem og sat dem sammen med nogle af vores egne for at trække linjer og vise, at der er et kunstnerisk slægtskab. Vi føler os som deltagere i en skabende proces på tværs af generationer. Arbejdet med udstillingen har også gjort os lidt klogere på kvinden bag værkerne.". Kate Nyborg (1925-2004) blev født på Java (Hollandsk Ostindien) og voksede op i Århus, hvor hun uddannede sig som kunstmaler i Gustav Bachmanns og Åge Handests malerskoler. Flere af hendes tidligste motiver er fra Ry-egnen. Siden havde hun i mange år base i Svejbæk ved Silkeborg, hvor hun som hjemmegående husmor og kunstner dyrkede både olie- og akvarelmaling, skulptur og billedvævning. Kate Nyborg malede naturalistisk og gerne figurativt, af og til nærmest karikerende. Hun hentede motiver fra rejser i Norge, Frankrig, England og Italien, men også i sit nærmiljø. Politiske og moralske spørgsmål engagerede hende, og hun var levende optaget af litteratur. Hendes malestil var inspireret af tidens kunststrømninger, fortrinsvist den ekspressive. Malerierne er derfor også et vindue ind til et rigt følelsesliv. I de sene år boede Kate Nyborg i Kalundborg. Elisabeth Rask (1955-) er cand. mag i historie, musik og kunsthistorie og mangeårig gymnasielærer i på GU-Aasiaat, Mulernes Legatskole og Vestfyns Gymnasium. Hun arbejdede allerede i studietiden som reklametegner og har udført mange illustrationsopgaver. Hendes tidligste egentlige kunstarbejder stammer fra årene i Grønland. Nu er hun pensionist og dyrker maleriet på fuldtid som "historiemaler". Vibeke Rask (1985-) er uddannet som kemiker og malerikonservator. Hun har arbejdet på Nationalmuseet og Royal Copenhagen som farvespecialist, men har i de seneste år helt helliget sig kunstmaleriet. Hun har netop haft sin første udstilling på Niels Bohr-instituttet.

Entré: 40 kr + evt. gebyr

Søg filmspilletider