Horsens Ny Teater

Teatertorvet 1, Horsens

Torsdag den 2. maj 2024, kl. 19.30.



Musik

Ida Gard

Dronningen af flabet 'storytellerpunk'! Højtråbende og hudløs. Modig og ydmyg. Ida Gards musikalske verden rummer alle farver og stemninger. Nu også det danske sprog.

På albummet Kan du se mig nu?, som udkom 3. februar 2023, spidser hun både pennen og albuerne. I vedkommende sange, skrevet midt i myldrende tanker og toner. Mellem himmel og jord. Liv og død. Og kærlighed, selvfølgelig.

Der er en hel del nyt under solen hos Ida Gard. Efter tavshed på musikfronten er hun nu stærkt tilbage - for første gang på sit modersmål. "Det var virkelig en byld, der gik hul på. Jeg havde en fornemmelse af at skulle begynde forfra og at skulle lede efter 'den røde tråd' hos mig selv. Der var bare ikke nogen," fortæller sangskriveren. Men det kom der.

Efter et tiltrængt farvel til Corona-årene og goddag til nye arbejdsrelationer fik nye ord og toner ben at gå på, og det danske sprog fandt vej til Ida Gard. Eller omvendt. I hvert fald fandt Gard ud af, at musik - dét er noget, hun ikke kan komme udenom.

Og heldigvis for dét. På sangskriverens første dansksprogede album punker hun både musikken og os andre i blandt andre Dem der ligger på jorden, fortællingen om de To Drenge, den inderligt smukke Vestre Kirkegård, Dronninger af Skejby og Stjernekaster. Fremadskuende, nyskabende - og på trods af referencer til flere af firsernes store, danske sangskrivere som Elisabeth og Anne Linnet - meget Ida Gard'sk. Og på samme tid både ungt og gammelt.

"Jeg har altid følt mig gammel. Da jeg var 25, følte jeg mig gammel i mit hoved, men nu begynder tingene at passe sammen, så nu skal jeg forholde mig til, at tiden faktisk går - og på, hvad jeg vil bruge den til. For den har jo noget at sige, alderen. Ikke mindst i min branche. Nu forsøger jeg bare at følge med den."

Resultatet af anstrengelserne og den Gards'ke tone får nyt og endnu større liv på albummet Kan du se mig nu?

OM IDA GARD

Født i Hadsund i 1986
Spillede support for Bob Dylan i 2014
Udgivelser: 'Knees, Feet & The Parts We Don't Speak Of', 2011
'Doors', 2013 (genudgivet internationalt i 2014), 'Womb', 2016.

Entré: 260 kr

Læs mere på hjemmesiden